Kemishow vandt for tredje år i træk

Vaskeægte hattrick! I weekenden har der været DM i Scienceshow. Kemishow Aarhus vandt for tredje år i træk. Der blev leveret et fejlfrit show og pokalen kunne derfor igen løftes, efter en tæt konkurrence på højt niveau.

24.04.2017 | Susan Hjort Skyum

I lørdags blev der afholdt DM i Scienceshow på DTU. Kemishow Aarhus Universitet var selvfølgelig på pletten for at forsvarer titlen som Danmarks Bedste Scienceshow, som blev vundet i både 2015 og 2016.

Kemishow var først på scenen og lavede et forrygende show med temaet raketbrandstof. Det var selvfølgelig rigeligt med lys, farver og skum i showet, hvor et højt fagligt niveau kombineret med underholdende tvist gik rent ind ved både publikum og dommere.

Matilde Rusbjerg og Johannes Lamhauge præsenterede showet, som blev indledt med kemiluminescens og lidt snak om excitation og katalysatorer. Derefter blev raketbrandstoffer af både fast, flydende og gas form vist frem, så fordele og ulemper blev illustreret og begrundet med kemi. Showet blev afsluttet med fire farvede skumpølser.

Efter Kemishow præsenterede de restende fire shows deres bud på Danmarks Bedste Scienceshow. Blandt andet lavede Fysikshow Aarhus et musisk show med bl.a. en hjemmebygget laser-guitar.

Der var spænding inden afgørelsen, da de to aarhusianske show og DTU Scienceshow alle havde præsteret på højt niveau. Så jubelen var stor, da Kemishow Aarhus Universitet blev udnævnt som vinder foran Fysikshow og DTU, som måtte dele andenpladsen.

Målgruppen i konkurrencen er 1.g elever og dommerpanelet bestod derfor af to gymnasielærer i hhv. fysik og kemi samt en 1.g gymnasieelev.

Efter show konkurrencen var der arrangeret en workshop konkurrence, hvor publikum kunne komme lidt tættere på naturvidenskaben. Dommerne til denne konkurrence var netop publikum, som stemte om en vinder. Her løb Fysikshow Aarhus med sejren for andet år i træk.

Institut for Kemi, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen