Institut for Kemi - en succeshistorie!

Indtil 1960 var den eneste vej til en universitetseksamen i naturvidenskab den såkaldte skoleembedseksamen (cand.mag.), der – som navnet antyder – primært sigtede mod ansættelse i gymnasieskolen; hvis man ønskede en universitetskarriere, måtte man tage magisterkonferens (mag.scient.).
1960 kom bekendtgørelsen om den naturvidenskabelige kandidateksamen (cand.scient.). Bekendtgørelsen lagde grunden til en nødvendig modernisering af de naturvidenskabelige universitetsuddannelser i Danmark.
Studiet var herefter normeret til fem år, sammensat af en treårig første del og en toårig anden del.
Instituttet har siden 1961 uddannet 13 cand.mag.’er, 8 mag.scient.’er og 985 cand.scient.’er.

Med ansættelsen af 3 nye professorer – Hakon Lund var blevet udnævnt til professor i kemi ved Aarhus Universitet allerede i 1932 – blev der i årene efter 1961 omsider skabt et fagligt grundlag for etableringen af et egentligt Kemisk Institut i de nye bygninger på Langelandsgade.

Medens Hakon Lund var grand old man inden for den klassiske organiske kemi, markerede de tre nye professorer et afgørende skridt hen imod grænsefladen til fysikken: Laurits Tage Muus blev professor i fysisk kemi (som bl.a. omfattede termodynamik og elektron-spin-resonans spektroskopi), Svend Erik Rasmussen, professor i uorganisk kemi, arbejdede især med røntgenkrystallografiske undersøgelser af krystallinske stoffers struktur, medens Svend Brodersen, der blev professor i kemisk fysik, var molekylspektroskopier med infrarød og Raman spektroskopi som særlige interesseområder.

10. november 1961 skrev Studenterbladet om indvielsen af Kemisk Institut:
Ledelsen af instituttet blev organiseret på en efter danske forhold hidtil ukendt måde, da bestyrelsen består af de fire professorer samt repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere.
Grunden til, at amanuenserne er taget med i bestyrelsen, er, at de stillinger, som er oprettet ved instituttet tænkes livsvarige. Da alle videnskabelige medarbejdere ikke kan blive professorer, vil det efter denne nye opfattelse være hensigtsmæssigt, om de ældre medarbejder også har indflydelse på den daglige ledelse.

De fire professorer besluttede fra starten at inddele instituttet i de fire selvstændige afdelinger, der skulle komme til at bestå næsten uantastet i de følgende 30 år: (1) Afdelingen for Organisk Kemi, (2) Afdelingen for Uorganisk Kemi, (3) Afdelingen for Fysisk Kemi og (4) Afdelingen for Kemisk Fysik. Instituttets driftsbevilling til forskning og uddannelse blev delt ligeligt mellem de fire afdelinger uden hensyntagen til deres personale- og studentervolumen. I 1968 blev (5) Afdelingen for Teoretisk Kemi oprettet med Jan Linderberg som nyn professor i kvantekemi.

Man kan diskutere, om denne rigide opdeling af instituttet og dets ressourcer var optimal for den faglige udvikling. På den ene side cementerede den professorernes afgørende indflydelse på deres afdelingers ansættelsespolitik, forskning og uddannelse, hvilket var i overensstemmelse med den gældende styrelseslov for universiteterne, men det er sikkert, at den i visse tilfælde spærrede for initiativer, der ikke var i tråd med de enkelte afdelingers forskningsprofiler, eller som gik på tværs af afdelingsstrukturen. På den anden side var professorerne stærkt interesserede i at øge deres afdelingers videnskabelige prestige og skabe så gode kår som muligt for deres medarbejdere, bl.a. ved at gøre deres indflydelse gældende overfor fonde og forskningsråd, når deres medarbejdere søgte bevillinger.

Demokratiet havde trange kår i de tider. Der var ingen officielle krav til professorgruppen om åbenhed i ledelsen og i institutadministrationen. Professorerne indgik aftaler med hinanden om styringen af instituttets økonomi og om stillingsopslag på lukkede møder, men havde dog signaleret åbenhed ved at udpege repræsentanter for instituttets amanuensisgruppe (den senere lektor-gruppe) til at deltage i møderne. Beslutninger blev kommunikeret ved hjælp af ”interne meddelelser”, der blev rundsendt til instituttets medarbejdere og anden dels studerende. Rollen som ”institutleder” gik på omgang mellem professorerne. Cirka en gang om året indkaldte professorerne til et orienteringsmøde i et såkaldt institutråd, der omfattede alle instituttets medarbejdere og de ældre studerende. Institutrådet havde ingen officielle beføjelser.

Kemisk Institut underviste naturligvis sine egne kemi- og fysik-kemi-studerende, men i de første mange år var der tale om små årgange (det gennemsnitlige optag var i de år under 30 studerende om året). Derudover afholdt instituttet forelæsninger og teoretiske øvelser på elementært niveau for fakultetets biologi- og geologistuderende.

Den største enkeltstående undervisningsopgave var den serviceundervisning, som instituttet leverede til Det Lægevidenskabelige Fakultets første års studerende i form af forelæsninger, laboratorieøvelser og teoretiske øvelser i organisk og almen kemi, ligeledes på propædeutisk niveau. ”Medicinerundervisningen”, som krævede mange lærerressourcer, forsvandt omkring 1980, da den blev overtaget af Institut for Medicinsk Biokemi. Hermed forsvandt det sidste formelle bånd til Medicinerundervisningen ved Aarhus Universitet, der jo oprindelig havde haft rollen som fødselshjælper for Kemisk Institut i universitetets første leveår.

Af disse grunde fyldte den eksterne undervisning i disse første år af instituttets liv mere end uddannelsen af egne studerende. Det har ændret sig siden.

 

Perioden 1970-90. Det ultrademokratiske universitet.

”Professorvældet”, som det var blevet døbt i folkemunde, fik betydeligt ændrede vilkår, da ungdomsoprøret i 1968 førte til styrelsesloven af 1970. Ved den lejlighed ændrede Aarhus Universitet i øvrigt status fra selvejende institution (som universitetet havde været det siden sin fødsel i 1928) til statsinstitution under Undervisningsministeriet, på lige fod med de øvrige danske universiteter. Loven indførte en række kollegiale organer, hvis opgave det var at styre universiteternes daglige virke, samt et sæt komplicerede demokratiske (og bureaukratiske) spilleregler for, hvorledes disse skulle sammensættes og vælges.

Den ændrede magtbalance skabte naturligvis gnidninger mellem professorerne og lektorgruppen overalt i den danske universitetsverden, og de forventelige konfrontationer mellem de to grupper udeblev heller ikke på Kemisk Institut. Efter nogle års forløb fandt parterne dog sammen i en form for fredelig sameksistens.

Styrelsesloven af 1970 indførte bl.a. Institutrådet som den øverste (magt)instans på instituttet. Det bestod af alle instituttets VIP’er samt af valgte repræsentanter for TAP’er og studerende i forholdet 2:1:1.
Institutrådets medlemmer valgte en bestyrer og en bestyrelse, der med sine i alt 8 medlemmer var sammensat efter samme model som institutrådet selv. Bestyrelsens arbejde var reguleret af en vedtægt.
Bestyrelsen kunne både fastlægge de enkelte medarbejderes arbejdsforhold, herunder
undervisningsforpligtelsen. Dog bevarede VIP’erne deres individuelle forskningsfrihed.
Bestyrelsen havde pligt til én gang om året at fremlægge forslag til instituttets driftsbudget og
undervisningsfordeling for Institutrådet, som kunne foretage ændringer heri. Bestyrelsen agerede principielt på Institutrådets mandat.
Instituttets årlige driftsbevilling blev udmeldt af fakultetet. Bevillingen kunne ikke anvendes til løn og bestyrelsen kunne derfor ikke ansætte medarbejdere uden fakultetets godkendelse.

De nye bestyrelser fik altså beføjelse til – med ansvar over for Institutrådet – at fordele instituttets årlige driftsbevillinger, det såkaldte annuum. I praksis skete det ved indførelse af objektive fordelingskriterier, baseret de enkelte afdelingers særlige forhold. Der blev på den måde dels åbnet for en mere nuanceret fordelingspolitik på instituttet, dels for en (formentlig) bedre udnyttelse af annuum, da afdelingerne i indbyrdes konkurrence nu skulle søge bestyrelsen om driftsmidler og dermed begrunde deres behov. Også undervisningsfordelingen blev en bestyrelsessag, som dog i praksis blev delegeret til et undervisningsudvalg.

Det hører med til billedet, at annuum dengang reelt var instituttets eneste finansieringskilde til den daglige drift. Derfor var kampen om fordelingen af annuum også en kamp for den forskning, afdelingerne ønskede at udføre. Den nye magtfordeling på instituttet gav selvfølgelig anledning til mange ophedede diskussioner i institutrådet, men blev med tiden accepteret af alle parter. Annuum var i den periode typisk af en størrelsesorden, der i store træk dækkede instituttets og afdelingernes daglige drift, men ikke gav mulighed for egentlige nye tiltag.

Eksterne midler i den størrelsesorden, vi kender dem i dag, eksisterede ikke. Forskningsrådene kunne bevilge penge til apparaturanskaffelser og rejser, og universitetets ”rige onkel”, Aarhus Universitets Forskningsfond, støttede også apparaturanskaffelser. Men fælles for disse kilder var, at der kun sjældent blev bevilget midler til løn og slet ikke til almindelig drift, som fakultetet (og dermed de ordinære bevillinger fra ministeriet) var ansvarlig for.

I 1969 kom en bekendtgørelse om licentiatgraden ved de danske universiteter. Den betegnede en akademisk grad mellem kandidatgraden og doktorgraden (dr.scient.). I 1988 blev den afløst af PhD-graden, der skulle ækvivalere licentiatgraden i uddannelsesmæssig henseende. Kemisk Institut har uddannet i alt 64 lic.scient.’er.
På denne tid blev endvidere stillingsbetegnelsen amanuensis (første trin på karrierestigen som fastansat forsker ved et dansk universitet) ændret til lektor. Lektorstillinger skulle herefter opslås og søges på helt normal vis. Dette skete som et led i en generel opstramning af hele den videnskabelige stillingsstruktur.

I 1974 oprettede instituttet som noget ganske nyt (6) Afdelingen for Biostrukturkemi med Brian Clark som nyudnævnt professor. Det var ingen tilfældighed, at netop Kemisk Institut kom til at huse denne afdeling, da flere af instituttets forskere faktisk arbejdede med røntgenkrystallografiske undersøgelser af proteiners struktur. Alligevel blev Biostrukturafdelingen i mange henseender betragtet som et stedbarn på instituttet; der var – ud over de krystallografiske strukturundersøgelser – intet forskningsmæssigt overlap med den ”gamle” del af instituttet, og der kom aldrig noget egentligt samarbejde i gang mellem Biostrukturafdelingens videnskabelige medarbejdere og resten af instituttet.

Afdelingen forblev tilknyttet Kemisk Institut helt frem til 1996, da den blev overflyttet til det nyoprettede Institut for Molekylær og Strukturel Biologi, som blev placeret i Forskerparken. Set i bakspejlet var Biostrukturafdelingens ophold på Kemisk Institut blot en midlertidig parkering.

I dag har forholdene på det punkt ændret sig signifikant. De senere oprettede uddannelser i medicinalkemi og molekylærbiologi har betydet, at disse fagområder er blevet en integreret del af forskningen i mange af instituttets centre, og Biostrukturafdelingens ophold på Kemisk Institut ville uden tvivl have forløbet på en ganske anden måde, havde det været i dag.

Den gamle afdelingsstruktur på instituttet kom til at bestå i endnu 20 år – altså helt frem til omkring 1990 – omend i en lidt løsere form end hidtil. Der var nemlig i den nye vedtægt for instituttet åbnet mulighed for, at man kunne ændre sit tilhørsforhold fra én afdeling til en anden, og nogle videnskabelige medarbejdere benyttede sig faktisk af denne mulighed. Der opstod på den måde enkelte tværfaglige grupperinger, hvoraf (7) Afdelingen for Analytisk Kemi (oprettet 1976) blev den længstlevende.

I 1983 oprettede instituttet (8) Afdelingen for NMR spektroskopi; den blev udskilt fra Afdelingen for Organisk Kemisk, som den af historiske grunde havde været en del af siden begyndelsen af 1960’erne. Anledningen var oprettelsen af Center for NMR spektroskopi, som blev understøttet af den første store bevilling af eksterne midler fra forskningsrådene til instituttet.

I 1980’erne (kaldet fattigfirserne på grund af de stramme økonomiske kår, som de danske universiteter blev budt i dette årti) og 1990’erne blev instituttets forskning præget af to tendenser:

  • Dels blev den eksperimentelle kemiske forskning stadig mere instrumenttung. Der blev anskaffet og bygget spektrometre, diffraktometre og andet avanceret måleudstyr til undersøgelser af kemiske forbindelsers struktur, dynamik og reaktivitet. Udviklingen blev understøttet af instituttets mekaniske værksted, af elektronikafdelingen og af glasblæser-værkstedet. Disse værksteder, hvor der efterhånden blev ansat mange teknikere, var tidligere blevet oprettet med henblik på konstruktion af udstyr, der ikke kunne anskaffes kommercielt, samt med henblik på vedligeholdelse af det indkøbte udstyr.
  • Dels spillede computerteknologien en stadigt stigende rolle i den elektroniske opsamling og behandling af eksperimentelle data. I 1966 havde Aarhus Universitet fået sin første computer, et GIER-anlæg, som kemikerne benyttede flittigt, og i 1972 fik instituttet bevilling til anskaffelse af sit eget RC4000-anlæg. Det blev senere (i 1982) erstattet af det første af en række kraftigere regneanlæg, som kom til at understøtte instituttets forskere i adskillige år. Samtidig ansatte instituttet personale til at varetage driften af anlægget og til at yde assistance til de mange medarbejdere, der efterhånden lærte at anvende edb i deres daglige arbejde. Kemikerne – især teoretikerne – var samtidig storforbrugere af regnetid på RECAU (Det Regionale EDB-Center ved Aarhus Universitet). Siden slutningen af 1990’erne har instituttet benyttet PC'er koblet op mod centrale servere.

 

Perioden 1990-1995. Kemisk Institut under det frie fakultet.

Styrelsesloven af 1970 blev efterhånden udsat for megen kritik. Det blev bl.a. hævdet, at TAP’ernes og de studerendes indflydelse på faglige beslutninger ikke kunne begrundes sagligt og derfor var kritisabel. I praksis blandede TAP’erne sig dog aldrig i beslutninger, som var dem fagligt uvedkommende, og heller ikke instituttets studerende misbrugte deres indflydelse. Loven blev først revideret i 1992 og fik altså en relativt lang levetid.

Lovrevisionen bestod af en styrkelse af universitetets ledelse på alle niveauer: Rektor, dekaner, institutledere og studieledere. I forbindelse med lovrevisionen havde Det Naturvidenskabelige Fakultet fået en særlig tilladelse fra ministeriet til at være såkaldt frifakultet i perioden 1991-95. Formålet hermed var at frigøre sig fra den stramme detailstyring, som undervisningsministeriet havde udøvet i mange år. Et argument herfor var, at et fakultetsråd valgt af fakultetets egne medarbejdere var bedre egnet til at træffe beslutninger om forholdene på deres arbejdsplads end et kontor i et (fjernt) ministerium. Til gengæld for friheden skulle fakultetet overholde nogle aftalte produktionsmål for kandidater og PhD’er.

Magten blev formelt placeret hos fakultetsrådet, men i praksis var det dekanen og fakultetsrådets forretningsudvalg, der havde den største indflydelse på ressourcefordelingen på de enkelte institutter. Det skete bl.a. via det såkaldte haps-princip: Ledigblevne stillinger blev ikke nødvendigvis genbesat inden for samme fagområde, men kunne inddrages af fakultet – de blev hapset. Fakultetet kunne også flytte dem til andre fagområder, andre institutter eller simpelthen undlade at genbesætte dem, og det skete også i adskillige tilfælde.

Frifakultetsordningen blev – imod fakultetets eget ønske – ikke forlænget, men den nåede alligevel at sætte sig mange spor i fakultetets og dermed også i instituttets selvopfattelse: Man betragtede sig fortsat som løsrevet fra og dermed ikke underlagt de samme rigide regler som det øvrige universitet og fakultetet fik faktisk held til i de følgende år at etablere flere favorable særordninger sammenlignet med de øvrige fakulteter. Det er tænkeligt, at grunden til Kemisk Instituts (og de øvrige naturvidenskabelige institutters) senere forskningsmæssige succes blev lagt i denne periode.

I frifakultetsperioden blev afdelingsstrukturen på Kemisk Institut opblødt i takt med at institutbestyrelsen tog ansvar for den faglige udvikling af instituttet som en helhed – en proces, som fik helhjertet støtte fra fakultetet.

I 1988 kom bekendtgørelsen om PhD-graden som afløser for licentiatgraden. PhD-uddannelsen blev lagt i faste rammer, og der blev åbnet mulighed for optagelse på uddannelsen enten på grundlag af en kandidateksamen (5+3 ordningen) eller på grundlag af 4 års fuldtidsstudier (4+4 ordningen). Fakultetet satsede hårdt på 4+4 ordningen og indgik i den sammenhæng en aftale med Aarhus Universitets Forskningsfond om finansiering af stipendier til PhD-uddannelsens del A. Dette medvirkede til at stimulere interessen blandt de studerende for at søge optagelse på PhD-uddannelsen, og det gjorde 4+4 ordningen til en succes, både hvad fagligt niveau og hvad studietid angik.
Kemisk Institut har indtil nu uddannet i alt 177 PhD’er.

Perioden 1995-2011. Nye tider – opgangstider.

Fra midten af 1990’erne og frem udviklede der sig langsomt en ny infrastruktur på instituttet (det skete også på de andre institutter ved fakultetet), med dannelsen af en række centre ved Kemisk Institut. Dette skyldtes – udover bevillinger fra Statens naturvidenskabelige og teknisk-videnskabelige forskningsråd (SNF/STVF) og Teknologistyrelsen (TS) – især oprettelsen af Danmarks Grundforskningsfond (DG) og Det Strategiske Forskningsråd (DSF), der siden 1991 har givet ganske store bevillinger til en række forskningscentre med hjemsted ved Kemisk Institut:

  • Center for NMR Spektroskopi (SNF/STVF, Hans Jørgen Jakobsen, 1983).
  • Center for Faststof NMR Spektroskopi i Materialeforskning (TS, Hans Jørgen Jakobsen, 1987).
  • Dansk Instrument Center for Faststof NMR Spektroskopi (SNF/STVF, Hans Jørgen Jakobsen, 1996/2006).
  • Center for Metalkatalyserede Reaktioner (DG, Karl Anker Jørgensen, 1997).
  • Dansk Center for Biologisk Faststof NMR Spektroskopi, associeret med Dansk Bio-teknologisk Instrument Center (Forskningsministeriet, Niels Chr. Nielsen, 1999).
  • Center for Katalyse (DG, Karl Anker Jørgensen, 2002).
  • Center for Uopløselige Proteinstrukturer (DG, Niels Chr. Nielsen, 2005).
  • Center for Oxygen Mikroskopi og Billeddannelse (DG, Peter R. Ogilby, 2005).
  • Lundbeck Foundation Center for Theoretical Chemistry (Lundbeck, Jan Linderberg, Poul Jørgensen, 2006).
  • Center for DNA Nanoteknologi (DG, Kurt Vesterager Gothelf, 2007).
  • Center for Energimaterialer (DSF, Bo Brummerstedt Iversen, 2007).
  • Center for Materialekrystallografi (DG, Bo Brummerstedt Iversen, 2010).

 

Mange af de nævnte centre udgør desuden en integreret del af det interdisciplinære NANOscience Center (iNANO) ved Aarhus Universitet.
Centrene har et tæt samarbejde med universiteter, forskningscentre og industrivirksomheder i Danmark og i udlandet. Desuden deltager instituttets medarbejdere i centre med hjemsted ved andre universiteter både i Danmark og i udlandet, og instituttets centre involverer flere af instituttets egne faste medarbejdere på tværs af de gamle afdelingers grænser. Dermed er den gamle afdelingsstruktur stort set forsvundet og erstattet af videnskabelige interessefællesskaber, fællesskab om instrumenter og samarbejde om PhD-skoler.

Centrenes aktiviteter har naturligvis smittet af på Kemisk Institut, som i disse år oplever et voldsomt løft, både økonomisk og videnskabeligt. Som en sidegevinst har mange forskere fra både ind- og udland søgt til instituttet, hvilket naturligvis har styrket det internationale miljø. Medens størrelsen af det fastansatte videnskabelige personale har været nogenlunde konstant på instituttet i de senere år, er det teknisk-administrative personale blevet mærkbart reduceret. Til gengæld er antallet af post docs, PhD-studerende, AC-TAP’er etc. vokset ganske betydeligt. Det har betydet at laboratorier er blevet en mangelvare, og forskergrupperne har måttet gå på strandhugst i de omkringliggende bygninger for at skaffe sig plads til deres aktiviteter.

Den nye centerstruktur ligner på flere måder den oprindelige afdelingsstruktur. Det er i dag center-lederen (som i praksis altid er professor), der er ansvarlig for et centers forskning – i gamle dage var det professoren, der tegnede afdelingen. I den forstand er der altså ikke den store forskel på et center og en afdeling. Men der er én principielt forskel: Bevillingerne til centrene gives altid af fonde, der betjener sig af eksterne bedømmere. Evalueringerne og den opfølgende kontrol sørger for, at kun de allerbedste ansøgninger slipper igennem nåleøjerne. På den måde sikres kvaliteten af centrenes forskning. Der er desuden et de facto krav om samarbejde – partnerskab – med forskningsgrupper uden for instituttets egen sfære. På den måde sikres et højt internationalt forskningsniveau. Men der betales en høj pris for denne succes: Centerledelsen bruger mange kræfter, både på at skrive ansøgninger og på løbende at dokumentere sine fremskridt.

I 2003 blev universitetsloven revideret endnu en gang. Universitetet blev igen en selvejende institution med en bestyrelse, der ansætter rektor. Rektor ansætter dekaner, som igen ansætter institut- og studieledere. Institutbestyrelserne blev nedlagt og ansvaret for instituttets drift påhviler herefter institutlederen. Sådan er det fortsat.

Kemisk Instituts virke i årene fra 1961 og frem til begyndelsen af 1990’erne er karakteriseret ved, at der kun blev ansat ganske få professorer (i hele perioden var der på intet tidspunkt mere end 6 fastansatte professorer). Det betød, at instituttets overordnede faglige struktur forblev en forlængelse af den, der var blevet cementeret i begyndelsen af 60’erne. Men der blev etableret et solidt vækstlag for den næste generation af kemikere – det ses bl.a. på den mængde af stærke forskningscentre, der er opstået i de senere år. I dag har instituttet 13 professorer, 17 fastansatte lektorer, ca. 70 andre videnskabelige medarbejdere og godt en halv snes forskningscentre med ganske betydelige midler til rådighed.

Der sker også ændringer på studieområdet:
Der er indført bachelor- og specialekontrakter mellem studerende og uddannelsesinstitution. Det er sket, dels for at imødekomme et voksende politisk krav om strømlining og detailstyring af uddannelsesforløbene, dels for at forhindre studietidsforlængelser, der i 1970’erne og 1980’erne kunne løbe op i hele år, uden at institutionerne kunne gøres ansvarlige derfor.
Desuden er der nu – som led i tilpasningen til internationale standarder – indført en ”Honours PhD”, baseret på en 3+5 studieordning.

 

Kemisk Institut Anno 2011 – en succeshistorie.

Nordforsk har for perioden 2005-08 udført en bibliometrisk undersøgelse af citationsrater for publikationer inden for en række sammenlignelige fagområder, herunder jordbrugsforskning, biologi, biomedicin, kemi, materialevidenskab, geovidenskab, fysik og matematik for samtlige nordiske universiteter og universitetshospitaler . Undersøgelsen placerer Kemisk Institut ved Aarhus Universitet som den stærkeste kemiske institution i Norden med en citationsrate, der ligger 50 pct. over gennemsnittet i Danmark og 80 pct. over det nordiske gennemsnit.

Det er en succeshistorie, som vækker opmærksomhed andre steder i verden. Her citerer vi et enkelt afsnit af en artikel i Universitetsavisen (Københavns Universitet):

Citat fra artikel med overskriften ”Når kemien ikke er god” i Universitetsavisen (Københavns Universitet) 6. juni 2011:
”Desuden har KU's bestyrelse lovet at investere i tre grundforskningscentre i kemi, der kan banke KU op i højeste kemiklasse – og en gang for alle vise de irriterende dygtige kemikere i Aarhus og på DTU, hvem der er boss.”

Vi ønsker Kemisk Institut til lykke med de 50 år og lader det nye Institut for Kemi få det sidste ord :
Det nuværende Kemisk Institut (NAT) udgør i dag sammen med Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO) de forskningsmæssigt mest succesrige større enheder ved Det Naturvidenskabelige Fakultet. Instituttet huser adskillige af Danmarks Grundforskningsfonds Centers of Excellence og varetager undervisningsopgaver for mange af uddannelserne ved fakultetet. Instituttet videre-føres med den nuværende faglige sammensætning og forventes også fremover at være en meget stærk medspiller i iNANO og andre interdisciplinære satsninger.
Instituttet fastholder sin nuværende geografiske lokalisering, men vil på kort og medium sigt udvide sine aktiviteter til at omfatte dele af det nye laboratoriekompleks til iNANO-aktiviteterne samt dele af bygning 1171.

P.S.