Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Analyse af koffein i kaffe eller te

Vi ved alle, at der er koffein i både kaffe og te; men hvor meget? Er der forskel på koffein-indholdet i forskellige kaffe- eller tesorter? Hvordan forholder en ”stærk” brygget kaffe sig til grænseværdien for, hvor meget koffein vi maksimalt bør indtage dagligt? Holder ”koffeinfri kaffe”, hvad det lover? Alt dette kan I forsøge at besvare i et projekt, der går ud på at analysere indholdet af koffein i op til 3 koffeinholdige drikke. Foruden kaffe og te, kan der også analyseres på sodavand (f.eks. cola, Faxe Kondi, Mountain Dew) og energidrikke (dog ikke produkter med mælk eller andre fortykningsmidler, såsom kakaomælk og protein-shakes).

Metoden, I kommer til at anvende, kaldes højtryksvæskekromatografi eller på engelsk: High-Performance Liquid Chromatography (HPLC). I HPLC sendes en stofblanding gennem en særlig kolonne, der kan tilbageholde blandingens bestanddele i forskellig grad. Det betyder, at de enkelte bestanddele forlader kolonnen forskudt i forhold til hinanden. Ved man på forhånd ud fra en standardkurve hvornår koffein slipper igennem, har man grundlag for at lave en koncentrationsbestemmelse på lige netop denne forbindelse.

Sted

Institut for Kemi, Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C

Bygning 1510

Dato(er) hvor besøget udbydes 

Find dato i besøgskalenderen i menu til venstre

Tidsramme

Forløbets praktiske del afvikles over en dag. Typisk fra 9.00 til 15.00

Til læreren og elevernes forberedelse

Forud for fremmøde på Institut for Kemi vælges 3 stk. koffeinholdige prøver, f.eks. forskellige te- eller kaffesorter, ”koffeinfri” kaffe, instant kaffe, sodavand etc. Der kan IKKE analyseres på drikkevarer indeholdende mælk/protein.

Der medbringes mindst 10 gram eller milliliter af hver.

Beskrivelse af forløbet

En typisk dag ser ud som følgende (tiderne er vejledende):

  • 9.00-9.30: Introduktion til HPLC og øvelsen
  • 9.30-13.30: Øvelsen udføres
  • 13.30-14.00: Frokost
  • 14.00-15.00: Oplæg om studieliv

Der vil være mulighed for både at spise medbragte madpakker og købe mad i kantinen.