Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

NMR-spektroskopi

NMR - Nuclear Magnetic Resonance

NMR (Nuclear Magnetic Resonance) har siden opdagelsen i 1945 udviklet sig til at være den vigtigste spektroskopiske metode til strukturanalyse af organiske og biologiske molekyler i opløsning. NMR er siden blevet udviklet til også at omfatte NMR af faste stoffer (f.eks. organiske, uorganiske, biomolekyler, samt visse typer af metaller).

NMR blev introduceret som spektroskopisk metode ved Institut for Kemi på Aarhus Universitet i 1962, og instituttets første NMR-spektrometer blev købt og installeret i 1964/65.

Ved Institut for Kemi udføres der i dag NMR-forskning på højt internationalt niveau inden for væskefase og faststof NMR-spektroskopi samt MR billeddannelse. Instituttet anses også for at være Danmarks førende på området. Det er således positivt at kunne konstatere, at alle større danske farmaceutiske, bioteknologiske og kemiske industrier er udstyret med moderne NMR-spektrometre, samt at danske gymnasieelever i dag introduceres til NMR-spektroskopi på et rimeligt højt niveau i kemiundervisningen på A-niveau.

Brug af NMR indenfor lægevidenskab og medicin

I befolkningen er NMR-konceptet bedst kendt fra lægevidenskabens anvendelse af MR-scanneren til billeddannelse, som blev udviklet af NMR-forskere fra USA og England i 1970'erne.

I dag er MR-billeddannelse blevet videreudviklet til et uundværligt værktøj, der findes ved næsten alle danske hospitaler, og teknikken finder endvidere anvendelse indenfor medicinsk og lægevidenskabelig forskning.

Forskningsgrupper

Der er på nuværende tidspunkt fire forskningsgrupper inden for NMR på Institut for Kemi og iNANO. De ligger alle under centret Danish Center for Ultrahigh Field NMR Spectroscopy.

Service for gymnasier

Institut for Kemi tilbyder også NMR-service for gymnasier.

Læs mere her: NMR service for gymnasier