Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Christian Jørgensen modtager Marie Skłodowska-Curie Individual Fellowship til forskning ved Institut for Kemi

Stipendiet søger at hjælpe de bedste og mest lovende forskere, bl.a. med at komme på plads i det land, de flytter til for at begynde deres forskning. Dette er tilfældet med Christian Jørgensen, som fra januar 2022 flytter fra USA til Denmark for at starte i en stilling som postdoc ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet.

20.07.2021 | Jakob Laust Hviid

Portræt af Christian Jørgensen

Christian Jørgensen

Det specifikke projekt, Chris har modtaget stipendiet til, hedder Computational Modelling of the Human Brain Lipidome. Projektet søger at udvikle en computermodel af hjernens blod-hjerne-barriere med fokus på en særlig pumpefunktion. Denne pumpefunktion spiller bl.a. en vigtig rolle, når det handler om at kunne fordele medicin i hjernen.

Problematikken Christian Jørgensen skal forske i er todelt. For det første er dosering af medicin ind til hjernen ikke trivielt, da kun ca. 2% af medicin kan nå ind til hjernen. Det skyldes primært blod-hjerne-barrieren, der delvist fungerer som en forsvarsmekanisme i hjernen, så ukendte stoffer holdes ude. Den anden del af problematikken skal findes i P-glykoprotein, et membranprotein i blod-hjerne-barrieren, der under forbrug af energi, pumper en lang række stoffer ud af levende celler i hjernen. Det betyder, at visse stoffer, så som kemoterapeutiske stoffer, der kommer ind i hjernen, har svært ved at holde det kliniske niveau krævet for at have en effekt.

Christian Jørgensen skal altså forske i, hvordan vi kan manipulere med hjernens forsvarsmekanismer, så vi kan medicinere folk mere effektivt i fremtiden. Selve stipendiet til projektet lyder på 207.312 Euro over en to-årig periode – man vil muligvis søge om mere funding efter den to-årige periode.

Chris Jørgensen er 32 år, men har allerede en imponerende akademisk baggrund. Han tog sin bachelor og master ved Oxford University og brugte derefter to år ved Université de Lorraine som forskningsassistent. Turen gik herefter tilbage til England og King’s College i London, hvor han tog sin ph.d. Sidenhen fulgte to postdoc-stillinger ved henholdsvis Johns Hopkins og Georgetown University. Fra 2022 går turen dog hjem til Danmark, hvor han som del af professor Birgit Schiøtts gruppe skal forsætte sin forskning i hjernen og dens kemi.

Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til at byde Christian velkommen til instituttet.

Offentligheden / Pressen, Bevilling, Sundhed og sygdom, Institut for Kemi