Cirkulær løsning præsenteres for at gøre en ende på deponering af vindmøllevinger
Aarhus Universitet og Troels Skrydstrups forskningsgruppe har som CETEC-partnere været med til at udvikle en ny teknologi, der gør, at epoxy-baserede Vestas-møllevinger kan nedbrydes og genbruges. Ved at kombinere en nyopdaget kemisk teknologi - udviklet i samarbejde indenfor CETEC-initiativet - og partnerskaber med Olin og Stena Recycling, så kan løsningen anvendes på vindmøllevinger, der allerede er i brug eller deponeret på lossepladser. Dermed er det ikke længere nødvendigt at modificere vingerne eller deponere epoxy-baserede vinger på lossepladser, når de tages ud af drift.
Baseret på pressemeddelelse fra Vestas.
"Hidtil har vindmølleindustrien troet, at vingematerialet krævede en ny tilgang til design og fremstilling, så det enten kan genbruges eller endda blive cirkulært, når vingerne tages ud af drift. Fremover kan vi nu betragte gamle epoxybaserede vinger som en kilde til råmateriale. Når denne nye teknologi først er gennemført i stor skala, kan gammelt vingemateriale, der i øjeblikket ligger på deponi, samt materiale i aktive vindmølleparker, skilles ad og genbruges. Dette signalerer en ny æra for vindindustrien og fremskynder vores vej mod cirkularitet," siger Lisa Ekstrand, Vice President, Sustainablity hos Vestas.
Vindmøller er i dag 90 procent genanvendelige, men vindmøllevinger har været en udfordring at genanvende på grund af de kemiske egenskaber ved epoxy-resinen, et modstandsdygtigt materiale, som man hidtil har troet var umuligt at nedbryde til genanvendelige komponenter. Dette har ført til, at flere førende teknologiudviklere har forsøgt at erstatte eller ændre epoxy-resinen med alternativer, der lettere kan håndteres. Vestas' løsning er muliggjort af en ny kemisk proces, der kan nedbryde epoxyen til materialer med den oprindelige kvalitet. Den kemiske proces er udviklet i samarbejde med Troels Skrydstrups forskningsgruppe ved AU, Teknologisk Institut og Olin, som alle er en del af CETEC-projektet - en koalition af partnere i industrien og den akademiske verden, der er etableret for at udvikle cirkulær teknologi til vindmøllevinger.
"Den nyopdagede kemiske proces kan teoretisk set forvandle epoxy-baserede møllevinger, uanset om de er i drift eller ligger på deponi, til en kilde til råmateriale til potentielt at bygge nye møllevinger. Da den kemiske proces er baseret på almindeligt tilgængelige kemikalier, er den meget velegnet til industrialisering og kan derfor hurtigt opskaleres. Denne innovation ville ikke have været mulig uden det banebrydende CETEC-samarbejde mellem industrien og den akademiske verden, som har ført os til dette punkt," siger Mie Elholm Birkbak, Specialist, Innovation & Concepts hos Vestas.
Gennem en nyetableret værdikæde med Nordens største genvindingsvirksomhed, Stena Recycling, og den globale epoxyproducent Olin, vil Vestas nu fokusere på at opskalere den nye kemiske nedbrydningsproces til en kommerciel løsning. Når løsningen er moden, vil den være begyndelsen på en cirkulær økonomi for eksisterende og fremtidige epoxybaserede vindmøllevinger.
"Som den førende leverandør af innovative epoxysystemer til kunderne er Olin stolt af at kunne støtte den forventede massive ekspansion inden for vindenergi på verdensplan. Ved at udnytte unikke teknologier er vi sammen med vores partnere klar til at genvinde molekyler og omdanne dem til ny epoxy, der kan genbruges i vindmøllevinger. Vi glæder os til at bringe vores ekspertise og vores unikke aktiver ind i dette partnerskab og realisere banebrydende bæredygtige materialeløsninger til eksisterende og fremtidige vindmøllevinger," siger Verghese Thomas, Vice President, Epoxy Systems and Growth Platforms hos Olin.
"I de kommende år vil tusindvis af vindmøller blive taget ud af drift eller renoveret, hvilket udgør en stor udfordring for bæredygtigheden, men også en værdifuld kilde til kompositmaterialer. Som en af Europas førende genbrugskoncerner med et bredt fodaftryk i Europa har vi en central rolle i overgangen til en cirkulær økonomi. Vi ser denne løsning som en stor mulighed for at deltage i at gøre en bæredygtig løsning endnu mere bæredygtig og cirkulær, og vi er klar til at anvende vores ekspertise og viden inden for kemisk genanvendelse i denne proces," siger Henrik Grand Petersen, direktør for Stena Recycling Danmark.
I flere årtier har produktion af epoxybaseret vindmøllevinger været standardpraksis i vindindustrien. I de mest etablerede markeder for vindenergi er de første vindmøller ved at nå slutningen af deres levetid. WindEurope forventer, at omkring 25.000 tons vinger årligt vil nå slutningen af deres levetid fra 2025.
Når den nye løsning er moden, vil den give Vestas mulighed for at fremstille nye møllevinger bestående af genbrugte materialer. I fremtiden signalerer den nye løsning også muligheden for at gøre alle epoxybaserede kompositmaterialer til en råvarekilde for en bredere cirkulær økonomi, der potentielt kan omfatte andre industrier end vindenergi.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Kristian Holmelund Jakobsen
Kommunikations- og pressechef
Tlf.: +45 5221 1467
Mail: KRHJA@vestas.com
Om Vestas
Vestas er energiindustriens globale partner inden for bæredygtige energiløsninger. Vi designer, fremstiller, installerer og servicerer vindmøller på land og til havs over hele verden, og med mere end 154 GW vindmøller i 87 lande har vi installeret mere vindkraft end nogen anden. Gennem vores brancheførende smart data-funktioner og vores uovertrufne mere end 132 GW vindmøller i drift bruger vi data til at fortolke, forudsige og udnytte vind ressourcerne og levere de bedste vindenergiløsninger i klassen. Sammen med vores kunder, leverer Vestas' mere end 29.000 medarbejdere verden bæredygtige energiløsninger til en lys fremtid.
Om Olin
Olin Corporation er en førende vertikalt integreret global producent og distributør af kemiske produkter og en førende amerikansk producent af ammunition. De kemiske produkter, der produceres, omfatter klor og kaustisk soda, vinyler, epoxy, klorerede organiske stoffer, blegemidler, brint og saltsyre. Winchesters vigtigste produktionsanlæg producerer og distribuerer sportsammunition, ammunition til retshåndhævende myndigheder, genladekomponenter, militær ammunition og komponenter til små kaliber-militær ammunition og industripatroner.
For yderligere oplysninger, se www.olin.com
Om Stena Recycling
Stena Recycling spiller en vigtig og central rolle i overgangen til en cirkulær økonomi ved at tilbyde ydelser og omfattende løsninger inden for genbrug og effektiv ressourceforvaltning. Med mere end 3.000 engagerede medarbejdere og 178 faciliteter på otte markeder genbruger Stena Recycling årligt næsten seks millioner tons affald og udtjente produkter fra mere end 100.000 kunder indenfor en række forskellige industrier. De genanvendte råmaterialer, herunder jernholdige og ikke-jernholdige metaller, plast og papir, videresælges som råmateriale til fremstilling af nye produkter. Stena Recycling har aktiviteter i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Polen, Italien, Tyskland og USA. Stena Recycling er en del af Stena Metall-koncernen
For yderligere oplysninger, se www.stenarecycling.com
Teknologisk Institut
Dansk Teknologisk Institut (DTI) er et uafhængigt forsknings- og udviklingsinstitut. På Teknologisk Institut leverer vi bæredygtig og exceptionel konkurrenceevne gennem afgørende teknologisk viden, der omsættes til handling. Med mere end 12.000 kunder i 65 lande udvikler vi ny viden gennem forsknings- og udviklingsaktiviteter i tæt samarbejde med danske og internationale virksomheder og forskningsinstitutter.
For mere information, besøg www.teknologisk.dk eller kontakt projektleder Søren Haack på sorh@teknologisk.dk
Om Aarhus Universitet
Aarhus Universitet er et globalt orienteret, fagligt mangfoldigt og forskningsintensivt universitet. Aarhus Universitet er blandt de 100 bedste universiteter i verden på flere af de vigtigste internationale ranglister ud af over 17.000 universiteter verden over. Omkring 12 procent af AU's 40.000 studerende er internationale, og de repræsenterer over 120 nationaliteter. Aarhus Universitet tilbyder topmoderne faciliteter og laboratorier med en stærk tradition for tværfaglig forskning, f.eks. i et af vores 42 store forskningscentre. Du kan finde flere oplysninger på: https://www.au.dk
Om CETEC-projektet
CETEC-initiativet (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites) - der blev etableret i maj 2021 af Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Olin og Vestas og delvist finansieret af Innovationsfonden Danmark - fokuserer på at fremme indførelsen af en cirkulær økonomi i hele vind industrien. CETEC-initiativet er et treårigt projekt, der bygger videre på DreamWind-initiativet og tager fat på manglen på tilgængelig genbrugsteknologi til epoxy. Projektet har ikke kun til formål at øge genanvendeligheden af vindmøllevingerne, men også at tilstræbe fuld cirkularitet ved at gøre det muligt at genanvende materiale fra gamle vinger i produktionen af nye vinger.