Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Et nyt faststof-lithium-batteri

Professor Torben R. Jensen og hans forskningsgruppe udgiver nye, spændende resultater vedrørende lithium-batterier i Angewandte Chemie.

Portræt af professor Torben R. Jensen.
Professor Torben R. Jensen. Foto: AU

Bedre batterier er afgørende for at blive uafhængige af fossile brændstoffer og for at lagre, distribuere og udjævne den oscillerende vedvarende energi. En ny klasse af interessante uorganiske materialer er blevet udviklet og undersøgt af professor Torben R. Jensen og hans forskningsgruppe til lige netop dette formål.

I artiklen viser forskerne - som er en del af Center for Integrated Materials Research (iMAT) ved iNANO - at en af disse forbindelser, methylaminlithiumborhydrid, har en meget høj lithium-ion-ledningsevne ved stuetemperatur og også en høj oxidativ stabilitet overfor lithium. På baggrund af disse fund har forskerne udviklet et nyt faststof-lithium-batteri. Denne type batterier betragtes som et vigtigt skridt i udviklingen af nye teknologier, da de forventes at blive billigere, mere sikre og have højere energitætheder end konventionelle lithium-batterier.

Artiklen er udgivet i det anerkendte tidsskrift Angewandte Chemie og er valgt som en "Very Important Paper".

Supplementerende information herunder.

PUNKTER INDHOLD OG FORMÅL
Studietype/metode Grundforskningsartikel
Eksterne samarbejdspartnere Ingen eksterne samarbejdspartnere
Ekstern finansiering Danmarks Frie Forskningsfond, Natur og Univers (Danscatt), og Teknologi og Produktion (SOS-MagBat DFF9041-00226B og CaMBat DFF-0217-00327B)
Interessekonflikt Ingen interessekonflikter
Andet Artiklen er udvalgt som en "Very Important Paper"
Link til videnskabelig artikel https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/anie.202203484
Kontaktdata Professor Torben R. Jensen, Institut for Kemi og iNANO, Aarhus Universitet. Email: trj@chem.au.dk