Forskere ved, at gekkoer bruger specialiserede tåpuder til at klæbe sig til overflader. Disse tåpuder består af meget fine hår, som på spidsen har små plader i nanometer-størrelse. Det er disse små plader, som i sidste ende har kontakt med overfladen gekkoen kravler på.

Gekko-føddernes geometri er med andre ord velkendt, men det er kemien på overfladen af de små plader ikke. Det har ph.d. Mette Heidemann Rasmussen, lektor Tobias Weidner og resten af forskningsgruppen derfor valgt at studere nærmere: Hvilke atomer og molekyler er i spil, når gekkoerne hænger på lodrette og vandrette overflader? Hvilke molekyler finder vi ved den yderste overflade af gekko-fødder?

Det er svært at besvare disse spørgsmål, fordi det yderste lag af molekyler på fødderne er udfordrende at adskille fra alle de andre molekyler, der er i miljøet omkring tåpuderne. For at finde svar har Mette, Tobias og resten af forskningsgruppen derfor brugt en ny type kemisk mikroskop, som afbilder de kemiske egenskaber af overflader. På den måde har gruppen kortlagt overfladekemien af tåpudernes væv og dermed fundet ud af, at de små plader primært består af proteiner og fedtsyrer. Fedtsyrerne ligger som en belægning på proteinerne, og dette lag, formoder forskerne, holder proteinstrukturen hydreret, hvilket fremmer den klæbende effekt.

At undersøge hvordan gekkoer kan kravle på vægge og lofter kan virke som et pudsigt forskningsprojekt, men denne klæbe-effekt kan være interessant at genskabe for materialekemikere i udviklingen af ny teknologi.