Aarhus Universitets segl

Jan Skov Pedersen modtager æresdoktorat fra Universitetet i Oslo

Professor Jan Skov Pedersen tildeles et æresdoktorat ved Det Matematiske og Naturvidenskabelige Fakultet ved Universitetet i Oslo. Titlen gives ved universitetets årsfest.

Portræt af Jan Skov Pedersen.
Professor Jan Skov Pedersen. Foto: AU

Æresdoktorgraden ved Universitetet i Oslo gives til fremtrædende akademikere og tildeles professor Jan Skov Pedersen for den høje kvalitet af hans forskning indenfor materialevidenskab - specifikt relateret til forskning i molekylære processer og strukturdannelse på nanoskala i tidsskalaer ned til et millisekund. Jan Skov Pedersens bidrag, især udviklingen af eksperimentelle teknikker, der anvender røntgen- og neutronspredning med små vinkler, giver os et vindue til at forstå komplekse kemiske reaktioner og biomolekylære processer. Hans forskning omfatter studier af polymerer, enzymer, lægemidler og proteinsammensætninger relateret til sygdomme som Parkinsons og Alzheimers.

Jan Skov Pedersen blev faktisk tildelt titlen som æresdoktor i 2020, men på grund af COVID-19-pandemien er ceremonien blevet udsat to gange. Jan Skov Pedersen modtager derfor æresdoktorgraden i dag ved årsfesten på Universitetet i Oslo.

Stort tillykke til Jan Skov Pedersen.

_______

For mere information: 
Jan Skov Pedersen, jsp@chem.au.dk 
Institut for Kemi og Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO)
Aarhus Universitet