Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Medarbejdere Institut for Kemi Offentligheden / Pressen

Mindeord: Professor emeritus Henning Lund

Mindeord af institutleder Birgit Schiøtt.

Professor emeritus Henning Lund på sit kontor
Professor emeritus Henning Lund på sit kontor

Professor emeritus Henning Lund er afgået ved døden d. 14 september 2021 i en alder af 91 år.

Henning repræsenterede som ingen anden Aarhus Universitets DNA. Han voksede bogstavelig talt op på Universitet, idet hans far, Hakon Lund, var blandt universitetets grundlæggere med professorbolig i parken. Henning blev født d. 15/9 1929 i København, og han dimitterede fra Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU) i København i 1952. Umiddelbart herefter blev han ansat på Løvens Kemiske Fabrik i København, hvor han blev optaget af mulighederne ved elektrokemisk redox-kemi af organiske forbindelser. Interessen førte til et studieophold ved Harvard University (1954-1955), hvor Hennings meget internationale orientering i øvrigt blev grundlagt. Tilbage på Løvens Kemiske Fabrik blev den elektrokemiske metode videreudviklet som beskrevet i hans doktordisputats fra 1961. I 1960 blev Henning ansat ved Kemisk Institut på afdelingen for organisk kemi. Han var blandt grundlæggerne af kemiuddannelsen ved Aarhus Universitet, og generation efter generation af kemikere uddannet i Aarhus vidste per refleks, at ”den her her” selvfølgelig reagerer med ”den her der”. I 1999 gik Henning på pension, men han kom jævnligt som emeritus på instituttet helt til sin død.

Henning var pioner inden for den organiske elektrokemi, og hans mange bøger er klassikere, der er blevet brugt, og stadig bruges, af kemikere fra hele verden. I Nordeuropa var han det faglige og personlige samlingspunkt for alle organiske elektrokemikere, idet han arrangerede utallige møder på Sandbjerg, hvor unge som mere erfarne inden for feltet blev bundet sammen på tværs af landegrænser. I en menneskealder definerede han nationalt og internationalt et felt, som netop i disse år ser en stor opblomstring og genopdagelse blandt andet i forbindelse med den grønne omstilling. Henning besad en enestående kemisk viden, som mange kolleger flittigt benyttede, og ingen kunne som ham få stoffer til at udkrystallisere på nærmest magisk vis. Af priser modtog Henning både Bjerrum Gold Medal i 1969 og M.M Baizer Award i 1996.

I mere end 60 år har Henning haft sin gang på instituttet, og hans internationale pionerånd er kommet mange studerende til gode, idet han som bestyrer af Hakon Lunds Fond har ydet økonomisk støtte til kemistuderendes studierejser til udlandet. Henning brændte i den grad for kemien, og Lund familien repræsenterer en monumental hjørnesten i Dansk forskning. Hennings søn, Torben, holder familietraditionen i live ved Roskilde Universitet, og på Kemi har vi opkaldt ét af vore undervisningslaboratorier efter Henning og Hakon Lund; Lund laboratoriet. Henning var ikke en mand af mange ord, men han var lun som få, og han var en utrolig loyal person. Han besad en menneskelig ukuelighed, som inspirerede alle omkring ham – ingen snestorm var stærk nok til at stoppe hans daglige cykeltur til Universitetet fra boligen i Risskov.

Henning bliver begravet fra Risskov Kirke lørdag d 18/9 kl. 13.30. Her vil familien glæde sig ved at se tidligere kolleger og venner fra Kemi.

Æret være Hennings minde.

Institutleder Birgit Schiøtt