Søren begyndte på kemi/fysik-studiet på Aarhus Universitet i 1980. Han blev cand. scient. i 1986 og fortsatte herefter som licentiatstuderende (ph.d.-studerende i dag). Allerede dengang var Søren særdeles kreativ og selvstændig, og udover at færdiggøre sit hovedprojekt om fotodissociation af brintmolekyler, formåede han at bygge en femtosekundlaser – den første af sin slags i Norden. Efter erhvervelsen af licentiatgraden i 1988 drog Søren med sin familie til New York for at arbejde som postdoc på IBM T. J. Watson Research Center. Næste stop var Odense Universitet i 1990, hvor Søren som adjunkt i de følgende fire år opbyggede en forskningsgruppe. Hjørnestenen i forskningen var THz-stråling, dannet ved at bestråle halvledermaterialer med lys fra et hjemmebygget femtosekund-lasersystem. Med denne stråling kunne Søren og hans gruppe studere dynamik og spektroskopi af væsker – et område, der skulle forblive et centralt tema i hans forskning mange år fremover. I 1994 flyttede Søren og familien til Århus, hvor han tiltrådte en stilling som lektor ved Kemisk Institut på Aarhus Universitet. I 1998 blev Søren dr. scient., og efterfølgende i 2003 udnævnt til professor. I 2015 blev han prodekan for forskning ved det daværende Faculty of Science and Technology. I 2019 tiltrådte han som direktør for Aarhus Institute of Advanced Studies.

Søren formåede gennem en lang årrække at skabe fremragende forskning på højt internationalt niveau. THz-spektroskopien er nok hans mest kendte og det arbejde, som har haft størst international gennemslagskraft, illustreret gennem en stribe af glimrende artikler – specielt om vands egenskaber –  der endda er særdeles godt citerede. Derudover var Søren kendt og respekteret for sin forskning inden for to andre områder. Det ene var fotokemiske processer i små molekyler i vandlige opløsninger studeret på molekylernes egen naturlige tidsskala, hvilket er femtosekunder. Det andet var CARS (Coherent Anti-Stokes Raman Scattering)-mikrokopi – en teknik, hvor Søren viste, at man kan lave mikroskopi med langt bedre opløsning end det, der er muligt vha. traditionelle lysmikroskoper – og endda med molekyle-specificitet. Dette forskningsprojekt udnyttede særlige fotoniske optiske fibre tilvejebragt via et yderst konstruktivt og gensidigt udbytterigt samarbejde med NKT.

Sørens virke på og for Aarhus Universitet var langt mere end kun forskning. Han var en dygtig, engageret og underholdende forelæser og underviser. Det lå ham overmåde meget på sinde, at de studerende klarede sig så godt som muligt og udnyttede deres potentiale optimalt. Denne indstilling skinnede også igennem i Sørens vejledning af bachelor-, speciale- og ph.d. studerende Hans kyndige hånd sikrede, at de studerende manøvrede godt gennem deres projekter, men Søren gav dem samtidig også en stor frihed til at forfølge egne idéer og indfald – en frihed, som han selv havde nydt godt af og profiteret fra i sin studietid. Søren nåede at uddanne 25 ph.d.-studerende og 30 kandidatstuderende.

Søren bestred en række poster på Kemisk Institut, bl.a. var han institutbestyrer i et år og medlem af det daværende fakultetsråd. Fra 2003 til 2007 var han leder af Center for Tekniske Kandidatuddannelser og således med til at grundlægge og opbygge ingeniøruddannelserne på Aarhus Universitet. Søren ydede også et stort arbejde uden for universitetet. Han var formand for bestyrelsen på Randers Statsskole i mere end 10 år, sad i Forskningsrådet for Teknik og Produktion i syv år – heraf to som formand, og var medlem af bestyrelsen i Novo Nordisk-Aarhus Universitet erhvervs-ph.d. program – for blot at nævne nogle få eksempler. 

Søren nærede en dyb interesse for naturvidenskab – specielt for fysik, kemi og optik. Han var altid klar til en diskussion – helst med et stykke kridt i hånden ved en tavle. Han elskede at høre om nye måleresultater – gerne helt friske fra laboratoriet – og han var eminent til hurtigt at fange de afgørende problemstillinger og komme med konstruktive fortolkningsforslag eller idéer til, hvad de næste målinger skulle fokusere på. Søren var et generøst og gavmildt menneske, både på det personlige plan og i sit professionelle virke. Gennem hele sin karriere stillede han sit eksperimentelle udstyr til rådighed for andre forskere – ikke mindst til unge forskere, der endnu ikke havde haft mulighed for at skaffe penge til f.eks. at indkøbe et dyrt femtosekund-lasersystem. Denne store hjælp foregik fuldstændig uden, at Søren ønskede noget til gengæld. Vi er adskillige personer, der er yderst taknemmelige for, at Søren hjalp os med udstyr, gode råd og venlig, men bestemt vejledning i den første del af vores videnskabelige karriere.

Sørens uselviskhed og generøsitet kom også til udtryk på mange andre måder – bl.a. gennem hans enorme indsats med at læse og efterfølgende give råd og forslag til forbedringer af folks projektansøgninger og deres videnskabelige manuskripter, samt hans hjælp og formidling til at skaffe nyuddannede kandidater spændende jobs i virksomheder og ved offentlige instanser. En kort, men meget fin beskrivelse af Sørens væremåde, blev givet af en tidligere ph.d.-studerende på Fysisk Institut, AU, der, efter at den sørgelige besked om Søren nåede ham, skrev:

’Det var virkelig en trist nyhed. Sikke en positiv indflydelse han (Søren) har haft på mange.’ 

Det er trist og helt uvirkeligt, at Søren Keiding ikke er blandt os mere. Han var dygtig, engageret og energisk – og samtidig et fint, varmt og musisk menneske. Vi kommer til savne ham meget – men glæder os over at have kendt Søren i så mange år.

             Karl Anker Jørgensen       Jan Thøgersen       Henrik Stapelfeldt