Mie Andersens forskning har som mål at forstå og skræddersy katalytiske egenskaber af materialer – fra den atomare skala og op – ved hjælp af computermodellering og -simulering. Anvendelser spænder fra metal- og oxidoverflader af interesse for CO2-konvertering til støvpartikler bestående af silikat- eller karbonmaterialer i interstellare gasskyer, der katalyserer dannelsen af komplekse molekyler af interesse for livets opståen. Beskrivelsen af processer der bryder og danner kemiske bindinger kræver typisk tunge kvantemekaniske beregninger. Fokus i Mie Andersens forskning i de seneste år har været at udvikle og anvende maskinlæringsmodeller, der effektivt kan forudsige resultatet af kvantemekaniske beregninger på baggrund af data for lignende systemer. Disse metoder kobles med statistiske simuleringer til at bestemme reaktionsmekanismer, produktivitet og selektivitet af katalytiske materialer, hvilket kan guide design og eksperimental syntese af materialer med optimerede katalyseegenskaber.
Lektor i teoretisk materialefysik med ansvar for undervsining og vejledning af studerende og postdocs. Co-PI i Center for Interstellar Katalyse. Medlem af Institutforum på Institut for Fysik og Astronomi.