Indtil 1960 var den eneste vej til en universitetseksamen i naturvidenskab den såkaldte skoleembedseksamen (cand.mag.), der – som navnet antyder – primært sigtede mod ansættelse i gymnasieskolen; hvis man ønskede en universitetskarriere, måtte man tage magisterkonferens (mag.scient.).
I 1960 kom bekendtgørelsen om den naturvidenskabelige kandidateksamen (cand.scient.). Bekendtgørelsen lagde fundamentet til en nødvendig modernisering af de naturvidenskabelige universitetsuddannelser i Danmark. Studiet var herefter normeret til fem år, sammensat af en treårig første del og en toårig anden del.
Med ansættelsen af tre nye professorer – Hakon Lund var blevet udnævnt til professor i kemi ved Aarhus Universitet allerede i 1932 – blev der i årene efter 1961 omsider skabt et fagligt grundlag for etableringen af et egentligt Kemisk Institut i de nye bygninger på Langelandsgade.
Mens Hakon Lund var grand old man indenfor den klassiske organiske kemi, markerede de tre nye professorer et afgørende skridt hen imod grænsefladen til fysikken: Laurits Tage Muus blev professor i fysisk kemi, som bl.a. omfattede termodynamik og elektron-spin-resonans spektroskopi, Svend Erik Rasmussen, professor i uorganisk kemi, arbejdede især med røntgenkrystallografiske undersøgelser af krystallinske stoffers struktur, mens Svend Brodersen, der blev professor i kemisk fysik, var molekylspektroskopier med infrarød og Raman spektroskopi som særlige interesseområder.
D. 10. november 1961 skrev Studenterbladet om indvielsen af Kemisk Institut:
"Ledelsen af instituttet blev organiseret på en efter danske forhold hidtil ukendt måde, da bestyrelsen består af de fire professorer samt repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere.
Grunden til, at amanuenserne er taget med i bestyrelsen, er, at de stillinger, som er oprettet ved instituttet tænkes livsvarige. Da alle videnskabelige medarbejdere ikke kan blive professorer, vil det efter denne nye opfattelse være hensigtsmæssigt, om de ældre medarbejdere også har indflydelse på den daglige ledelse."
De fire professorer besluttede fra starten at inddele instituttet i de fire selvstændige afdelinger, der skulle komme til at bestå næsten uantastet i de følgende 30 år: Afdelingen for Organisk Kemi, Afdelingen for Uorganisk Kemi, Afdelingen for Fysisk Kemi og Afdelingen for Kemisk Fysik. Instituttets driftsbevilling til forskning og uddannelse blev delt ligeligt mellem de fire afdelinger uden hensyntagen til deres personale- og studentervolumen. I 1968 blev Afdelingen for Teoretisk Kemi oprettet med Jan Linderberg som ny professor i teoretisk kemi. Jan havde været gæsteprofessor på instituttet siden 1966, men blev altså fastansat et par år efter med oprettelsen af den nye afdeling. Jan og hans forskning fik stor betydning for instituttet gennem mere end 35 år, og han blev da også gjort til professor emeritus i 2003.
Man kan diskutere om denne rigide opdeling af instituttet og dets ressourcer var optimal for den faglige udvikling. På den ene side cementerede den professorernes afgørende indflydelse på deres afdelingers ansættelsespolitik, forskning og uddannelse, hvilket var i overensstemmelse med den gældende styrelseslov for universiteterne, men det er sikkert, at den i visse tilfælde spærrede for initiativer, der ikke var i tråd med de enkelte afdelingers forskningsprofiler, eller som gik på tværs af afdelingsstrukturen. På den anden side var professorerne stærkt interesserede i at øge deres afdelingers videnskabelige prestige og skabe så gode kår som muligt for deres medarbejdere, bl.a. ved at gøre deres indflydelse gældende overfor fonde og forskningsråd, når deres medarbejdere søgte bevillinger.
Demokratiet havde trange kår i de tider. Der var ingen officielle krav til professorgruppen om åbenhed i ledelsen og i institutadministrationen. Professorerne indgik aftaler med hinanden om styringen af instituttets økonomi og om stillingsopslag på lukkede møder, men havde dog signaleret åbenhed ved at udpege repræsentanter for instituttets amanuensisgruppe (den senere lektor-gruppe) til at deltage i møderne. Beslutninger blev kommunikeret ved hjælp af ”interne meddelelser”, der blev rundsendt til instituttets medarbejdere og anden dels studerende. Rollen som ”institutleder” gik på omgang mellem professorerne. Cirka en gang om året indkaldte professorerne til et orienteringsmøde i et såkaldt institutråd, der omfattede alle instituttets medarbejdere og de ældre studerende. Institutrådet havde ingen officielle beføjelser.
Kemisk Institut underviste naturligvis sine egne Kemi- og Fysik-Kemi-studerende, men i de første mange år var der tale om små årgange (det gennemsnitlige optag var i de år under 30 studerende om året). Derudover afholdt instituttet forelæsninger og teoretiske øvelser på elementært niveau for fakultetets biologi- og geologistuderende.
Den største enkeltstående undervisningsopgave var den serviceundervisning, som instituttet leverede til Det Lægevidenskabelige Fakultets første års studerende i form af forelæsninger, laboratorieøvelser og teoretiske øvelser i organisk og almen kemi, ligeledes på propædeutisk niveau. ”Medicinerundervisningen”, som krævede mange lærerressourcer, forsvandt omkring 1980, da den blev overtaget af Institut for Medicinsk Biokemi. Hermed forsvandt det sidste formelle bånd til Medicinerundervisningen ved Aarhus Universitet, der jo oprindelig havde haft rollen som fødselshjælper for Kemisk Institut i universitetets første leveår.
Af disse grunde fyldte den eksterne undervisning i disse første år af instituttets liv mere end uddannelsen af egne studerende. Det har ændret sig siden.
”Professorvældet”, som det var blevet døbt i folkemunde, fik betydeligt ændrede vilkår, da ungdomsoprøret i 1968 førte til styrelsesloven af 1970. Ved den lejlighed ændrede Aarhus Universitet i øvrigt status fra selvejende institution, som universitetet havde været det siden sin fødsel i 1928, til statsinstitution under Undervisningsministeriet, på lige fod med de øvrige danske universiteter. Loven indførte en række kollegiale organer, hvis opgave var at styre universiteternes daglige virke, samt et sæt komplicerede demokratiske (og bureaukratiske) spilleregler for, hvorledes disse skulle sammensættes og vælges.
Den ændrede magtbalance skabte naturligvis gnidninger mellem professorerne og lektorgruppen overalt i den danske universitetsverden, og de forventelige konfrontationer mellem de to grupper udeblev heller ikke på Kemisk Institut. Efter nogle års forløb fandt parterne dog sammen i en form for fredelig sameksistens.
Styrelsesloven af 1970 indførte bl.a. Institutrådet som den øverste (magt)instans på instituttet. Det bestod af alle instituttets VIP'er samt af valgte repræsentanter for TAP'er og studerende i forholdet 2:1:1. Institutrådets medlemmer valgte en bestyrer og en bestyrelse, der med sine i alt otte medlemmer var sammensat efter samme model som institutrådet selv. Bestyrelsens arbejde var reguleret af en vedtægt. Bestyrelsen kunne både fastlægge de enkelte medarbejderes arbejdsforhold, herunder undervisningsforpligtelsen. Dog bevarede VIP'erne deres individuelle forskningsfrihed. Bestyrelsen havde pligt til én gang om året at fremlægge forslag til instituttets driftsbudget og undervisningsfordeling for Institutrådet, som kunne foretage ændringer heri. Bestyrelsen agerede principielt på Institutrådets mandat. Instituttets årlige driftsbevilling blev udmeldt af fakultetet. Bevillingen kunne ikke anvendes til løn og bestyrelsen kunne derfor ikke ansætte medarbejdere uden fakultetets godkendelse.
De nye bestyrelser fik altså beføjelse til – med ansvar over for Institutrådet – at fordele instituttets årlige driftsbevillinger, det såkaldte annuum. I praksis skete det ved indførelse af objektive fordelingskriterier, baseret de enkelte afdelingers særlige forhold. Der blev på den måde dels åbnet for en mere nuanceret fordelingspolitik på instituttet, dels for en (formentlig) bedre udnyttelse af annuum, da afdelingerne i indbyrdes konkurrence nu skulle søge bestyrelsen om driftsmidler og dermed begrunde deres behov. Også undervisningsfordelingen blev en bestyrelsessag, som dog i praksis blev delegeret til et undervisningsudvalg.
Det hører med til billedet, at annuum dengang reelt var instituttets eneste finansieringskilde til den daglige drift. Derfor var kampen om fordelingen af annuum også en kamp for den forskning, afdelingerne ønskede at udføre. Den nye magtfordeling på instituttet gav selvfølgelig anledning til mange ophedede diskussioner i institutrådet, men blev med tiden accepteret af alle parter. Annuum var i den periode typisk af en størrelsesorden, der i store træk dækkede instituttets og afdelingernes daglige drift, men ikke gav mulighed for egentlige nye tiltag.
Eksterne midler i den størrelsesorden, vi kender dem i dag, eksisterede ikke. Forskningsrådene kunne bevilge penge til apparaturanskaffelser og rejser, og universitetets ”rige onkel”, Aarhus Universitets Forskningsfond, støttede også apparaturanskaffelser. Men fælles for disse kilder var, at der kun sjældent blev bevilget midler til løn og slet ikke til almindelig drift, som fakultetet (og dermed de ordinære bevillinger fra ministeriet) var ansvarlig for.
I 1969 kom en bekendtgørelse om licentiatgraden ved de danske universiteter. Den betegnede en akademisk grad mellem kandidatgraden og doktorgraden (dr.scient.). I 1988 blev den afløst af ph.d.-graden, der skulle ækvivalere licentiatgraden i uddannelsesmæssig henseende. Kemisk Institut har uddannet i alt 64 lic.scient.'er.
På denne tid blev endvidere stillingsbetegnelsen amanuensis (første trin på karrierestigen som fastansat forsker ved et dansk universitet) ændret til lektor. Lektorstillinger skulle herefter opslås og søges på helt normal vis. Dette skete som et led i en generel opstramning af hele den videnskabelige stillingsstruktur.
I 1974 oprettede instituttet som noget ganske nyt Afdelingen for Biostrukturkemi med Brian Clark som nyudnævnt professor. Det var ingen tilfældighed, at netop Kemisk Institut kom til at huse denne afdeling, da flere af instituttets forskere faktisk arbejdede med røntgenkrystallografiske undersøgelser af proteiners struktur. Alligevel blev Biostrukturafdelingen i mange henseender betragtet som et stedbarn på instituttet; der var – ud over de krystallografiske strukturundersøgelser – intet forskningsmæssigt overlap med den ”gamle” del af instituttet, og der kom aldrig noget egentligt samarbejde i gang mellem biostrukturafdelingens videnskabelige medarbejdere og resten af instituttet.
Afdelingen forblev tilknyttet Kemisk Institut helt frem til 1996, da den blev overflyttet til det nyoprettede Institut for Molekylær og Strukturel Biologi, som blev placeret i Forskerparken. Set i bakspejlet var biostrukturafdelingens ophold på Kemisk Institut blot en midlertidig parkering.
I dag har forholdene på det punkt ændret sig signifikant. De senere oprettede uddannelser i Medicinalkemi og Molekylærbiologi har betydet, at disse fagområder er blevet en integreret del af forskningen i mange af instituttets centre, og biostrukturafdelingens ophold på Kemisk Institut ville uden tvivl have forløbet på en ganske anden måde, havde det været i dag.
Den gamle afdelingsstruktur på instituttet kom til at bestå i endnu 20 år – altså helt frem til omkring 1990 – omend i en lidt løsere form end hidtil. Der var nemlig i den nye vedtægt for instituttet åbnet mulighed for, at man kunne ændre sit tilhørsforhold fra én afdeling til en anden, og nogle videnskabelige medarbejdere benyttede sig faktisk af denne mulighed. Der opstod på den måde enkelte tværfaglige grupperinger, hvoraf Afdelingen for Analytisk Kemi (oprettet i 1976) blev den længstlevende.
I 1983 oprettede instituttet Afdelingen for NMR Spektroskopi; den blev udskilt fra Afdelingen for Organisk Kemi, som den af historiske grunde havde været en del af siden begyndelsen af 1960'erne. Anledningen var oprettelsen af Center for NMR Spektroskopi, som blev understøttet af den første store bevilling af eksterne midler fra forskningsrådene til instituttet.
I 1980'erne (kaldet fattigfirserne på grund af de stramme økonomiske kår, som de danske universiteter blev budt i dette årti) og 1990'erne blev instituttets forskning præget af to tendenser:
Styrelsesloven af 1970 blev efterhånden udsat for megen kritik. Det blev bl.a. hævdet, at TAP'ernes og de studerendes indflydelse på faglige beslutninger ikke kunne begrundes sagligt og derfor var kritisabel. I praksis blandede TAP'erne sig dog aldrig i beslutninger, som var dem fagligt uvedkommende, og heller ikke instituttets studerende misbrugte deres indflydelse. Loven blev først revideret i 1992 og fik altså en relativt lang levetid.
Lovrevisionen bestod af en styrkelse af universitetets ledelse på alle niveauer: Rektor, dekaner, institutledere og studieledere. I forbindelse med lovrevisionen havde Det Naturvidenskabelige Fakultet fået en særlig tilladelse fra ministeriet til at være såkaldt frifakultet i perioden 1991-95. Formålet hermed var at frigøre sig fra den stramme detailstyring, som Undervisningsministeriet havde udøvet i mange år. Et argument herfor var, at et fakultetsråd valgt af fakultetets egne medarbejdere var bedre egnet til at træffe beslutninger om forholdene på deres arbejdsplads end et kontor i et (fjernt) ministerium. Til gengæld for friheden skulle fakultetet overholde nogle aftalte produktionsmål for kandidater og ph.d.'er.
Magten blev formelt placeret hos fakultetsrådet, men i praksis var det dekanen og fakultetsrådets forretningsudvalg, der havde den største indflydelse på ressourcefordelingen på de enkelte institutter. Det skete bl.a. via det såkaldte haps-princip: Ledigblevne stillinger blev ikke nødvendigvis genbesat indenfor samme fagområde, men kunne inddrages af fakultetet – de blev hapset. Fakultetet kunne også flytte dem til andre fagområder, andre institutter eller simpelthen undlade at genbesætte dem, og det skete også i adskillige tilfælde.
Frifakultetsordningen blev – imod fakultetets eget ønske – ikke forlænget, men den nåede alligevel at sætte sig mange spor i fakultetets og dermed også i instituttets selvopfattelse: Man betragtede sig fortsat som løsrevet fra og dermed ikke underlagt de samme rigide regler som det øvrige universitet og fakultetet fik faktisk held til i de følgende år at etablere flere favorable særordninger sammenlignet med de øvrige fakulteter. Det er tænkeligt, at grunden til Kemisk Instituts (og de øvrige naturvidenskabelige institutters) senere forskningsmæssige succes blev lagt i denne periode.
I frifakultetsperioden blev afdelingsstrukturen på Kemisk Institut opblødt i takt med, at institutbestyrelsen tog ansvar for den faglige udvikling af instituttet som en helhed – en proces, som fik helhjertet støtte fra fakultetet.
I 1988 kom bekendtgørelsen om ph.d.-graden som afløser for licentiatgraden. Ph.d.-uddannelsen blev lagt i faste rammer, og der blev åbnet mulighed for optagelse på uddannelsen enten på grundlag af en kandidateksamen (5+3 ordningen) eller på grundlag af fire års fuldtidsstudier (4+4 ordningen). Fakultetet satsede hårdt på 4+4 ordningen og indgik i den sammenhæng en aftale med Aarhus Universitets Forskningsfond om finansiering af stipendier til ph.d.-uddannelsens del A. Dette medvirkede til at stimulere interessen blandt de studerende for at søge optagelse på ph.d.-uddannelsen, og det gjorde 4+4 ordningen til en succes, både hvad fagligt niveau og hvad studietid angik.
Fra midten af 1990'erne og frem udviklede der sig langsomt en ny infrastruktur på instituttet (det skete også på de andre institutter ved fakultetet) med dannelsen af en række centre. Dette skyldtes – udover bevillinger fra Statens naturvidenskabelige og teknisk-videnskabelige forskningsråd (SNF/STVF) og Teknologistyrelsen (TS) – især oprettelsen af Danmarks Grundforskningsfond (DG) og Det Strategiske Forskningsråd (DSF), der siden 1991 har givet ganske store bevillinger til en række forskningscentre med hjemsted ved Kemisk Institut:
Mange af de nævnte centre udgør/udgjorde desuden en integreret del af det interdisciplinære nanoscience center (iNANO) ved Aarhus Universitet.
Centrene har et tæt samarbejde med universiteter, forskningscentre og industrivirksomheder i Danmark og i udlandet. Desuden deltager instituttets medarbejdere i centre med hjemsted ved andre universiteter både i Danmark og i udlandet, og instituttets centre involverer flere af instituttets egne faste medarbejdere på tværs af de gamle afdelingers grænser. Dermed er den gamle afdelingsstruktur stort set forsvundet og erstattet af videnskabelige interessefællesskaber, fællesskab om instrumenter og samarbejde om ph.d.-skoler.
Centrenes aktiviteter har naturligvis smittet af på instituttet, som i disse år oplever et voldsomt løft, både økonomisk og videnskabeligt. Som en sidegevinst søger mange forskere fra både ind- og udland til instituttet, hvilket naturligvis styrker det internationale miljø. Mens størrelsen af det fastansatte videnskabelige personale har været nogenlunde konstant på instituttet, blev det teknisk-administrative personale reduceret mærkbart i denne periode. Til gengæld voksede antallet af postdocs, ph.d.-studerende, AC-TAP'er, etc. ganske betydeligt. Det betød, at laboratorier blev en mangelvare, og forskergrupperne måtte gå på strandhugst i de omkringliggende bygninger for at skaffe sig plads til deres aktiviteter.
Den nye centerstruktur ligner på flere måder den oprindelige afdelingsstruktur. Det er i dag centerlederen (som i praksis altid er professor), der er ansvarlig for et centers forskning – i gamle dage var det professoren, der tegnede afdelingen. I den forstand er der altså ikke den store forskel på et center og en afdeling. Men der er én principiel forskel: Bevillingerne til centrene gives altid af fonde, der betjener sig af eksterne bedømmere. Evalueringerne og den opfølgende kontrol sørger for, at kun de allerbedste ansøgninger slipper igennem nåleøjerne. På den måde sikres kvaliteten af centrenes forskning. Der er desuden et de facto krav om samarbejde – partnerskab – med forskningsgrupper uden for instituttets egen sfære; på den måde sikres et højt internationalt forskningsniveau. Men der betales en høj pris for denne succes: Centerledelsen bruger mange kræfter, både på at skrive ansøgninger og på løbende at dokumentere sine fremskridt.
I 2003 blev universitetsloven revideret endnu en gang. Universitetet blev igen en selvejende institution med en bestyrelse, der ansætter rektor. Rektor ansætter dekaner, som igen ansætter institut- og studieledere. Institutbestyrelserne blev nedlagt og ansvaret for instituttets drift påhviler herefter institutlederen. Sådan er det fortsat.
Kemisk Instituts virke i årene fra 1961 og frem til begyndelsen af 1990'erne er karakteriseret ved, at der kun blev ansat ganske få professorer (i hele perioden var der på intet tidspunkt mere end seks fastansatte professorer). Det betød, at instituttets overordnede faglige struktur forblev en forlængelse af den, der var blevet cementeret i begyndelsen af 60'erne. Men der blev etableret et solidt vækstlag for den næste generation af kemikere – det ses bl.a. på den mængde af stærke forskningscentre, der er opstået i de senere år. I dag har instituttet 18 professorer, 12 fastansatte lektorer, ca. 180 andre videnskabelige medarbejdere og godt en halv snes forskningscentre med ganske betydelige midler til rådighed.
Der sker også ændringer på studieområdet: Der er indført bachelor- og specialekontrakter mellem studerende og uddannelsesinstitution. Det er sket, dels for at imødekomme et voksende politisk krav om strømlining og detailstyring af uddannelsesforløbene, dels for at forhindre studietidsforlængelser, der i 1970'erne og 1980'erne kunne løbe op i hele år, uden at institutionerne kunne gøres ansvarlige derfor.
Desuden er der nu – som led i tilpasningen til internationale standarder – indført en ”Honours PhD”, baseret på en 3+5 studieordning.
NordForsk har for perioden 1999-2014 udført en bibliometrisk undersøgelse af citationsrater for publikationer indenfor en række sammenlignelige fagområder, herunder jordbrugsforskning, biologi, biomedicin, kemi, materialevidenskab, geovidenskab, fysik og matematik for samtlige nordiske universiteter og universitetshospitaler. Rapporten, som blev udgivet i 2017, placerer Institut for Kemi ved Aarhus Universitet i flere perioder som den stærkeste kemiske institution i Norden, og viser, at instituttet har en meget høj citationsrate (i gennemsnit to gange højere end gennemsnittet for publikationer i feltet), samt en stor andel af de mest citerede publikationer (>20% af artiklerne er blandt de 10% mest citerede).
I oktober 2011 fyldte instituttet 50 år og skiftede også navn til Institut for Kemi. Instituttet udgør i dag sammen med Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) de forskningsmæssigt mest succesrige større enheder ved Faculty of Natural Sciences. Instituttet huser adskillige af Danmarks Grundforskningsfonds Centers of Excellence og varetager undervisningsopgaver for mange af uddannelserne ved fakultetet. Instituttet videreføres med den nuværende faglige sammensætning og forventes også fremover at være en meget stærk medspiller i iNANO og andre interdisciplinære satsninger. Instituttet har også gennemgået en reorganisering til en ny struktur, der især har gentænkt forskningssupport på tværs af fagområder. Den nye organisering har vist sig at have meget store fordele, hvorved understøttelsen både er fagligt dyb og tværgående – og bidrager til en positiv fælles kultur.
I 2019 blev alle institutter på det nye Faculty of Natural Sciences evalueret med hjælp fra internationale eksperter. Konklusionen for Institut for Kemi var yderst positiv og tegnede et billede af et velfungerende og succesfuldt institut. Et primært fokuspunkt blev, at instituttet havde for få fastansatte forskere sammenholdt med aktiviteten og potentialet. Derfor blev der lagt vægt på, at instituttet burde rekruttere markant i de kommende år. Det blev også slået fast, at rekrutteringen skulle have ekstra fokus, idet en række medarbejdere står over for at skulle på pension. Siden 2019 er fem tenure track adjunkter/forskere samt to eksternt rekrutterede professorer kommet til, og flere opslag er på vej. Dette generationsskifte bliver vigtigt og interessant at følge i fremtiden.
I 2021 kunne instituttet holde 60 års fødselsdag og mindedes historien ved et hyggeligt arrangement med deltagelse af emeriti, der kunne bidrage med minder fra instituttets start. Instituttets fremtid tegner også et positivt billede med store allerede sikrede bevillinger, herunder hele fire Villum Investigators. Samtidigt er et nyt stort center for CO2-forskning (CORC) søsat med hjælp fra Novo Nordisk Fonden, hvor Institut for Kemi kommer til at bidrage med forskningsaktiviteter. Instituttet fastholder sin nuværende geografiske lokalisering, men vil på kort sigt udvide sine aktiviteter, inklusiv ved iNANO og CORC, til at omfatte dele af det nye laboratoriekompleks.
