En vandaktivitetsmåler kan måle vandaktivitet af en opløsning direkte. En prøve af opløsningen placeres i et lille lukket kammer. I kammeret skabes der ligevægt mellem prøven og gasfasen. Ved ligevægt er vandaktiviteten af prøven lig med den relative luftfugtighed i gasfasen over opløsningen. Ved hjælp af et spejl detekteres dugpunktstemperaturen, dvs. den temperatur, hvor gasfasen er mættet af vanddamp. Ud fra dugpunktstemperaturen og prøvens temperatur, der også måles, kan man nu bestemme vandaktiviteten.

Frysepunktsforsænknings-osmometeret er en anden metode til at bestemme vandaktivitet. Her udnytter man, at frysepunktet af en vandig opløsning sænkes ved at tilsætte f.eks. salt til opløsningen. En lille prøve placeres i instrumentet, og temperaturen sænkes, så opløsningen bliver underafkølet. Ved hjælp af en vibration fryser opløsningen øjeblikkeligt og opnår derved sin frysepunktstemperatur. For rent vand vil frysepunktet være 0 °C, men for en saltopløsning vil frysepunktet være lavere. Sænkningen af frysepunktet kan så relateres til vandaktivitet.