ASiMoF-infrastrukturen har til formål at åbne for nye indblik i molekylær struktur, dynamik og funktion i nano- og biosystemer ved at stille enkeltmolekyle-fluorescensspektroskopi til rådighed på Aarhus Universitet. Biologiske processer udspringer af komplekse bevægelser og interaktioner mellem biomolekyler, og viden om denne molekylære dans er derfor afgørende for at forstå biologi i både sundhed og sygdom. Selvom vores forståelse af biomolekyler er gået frem med stormskridt, bygger den fortsat overvejende på statiske billeder. Men processer afhænger ofte af en række molekylære konfigurationer eller dynamikker, som udviskes eller går tabt i det gennemsnitlige billede. På ASiMoF kan vi opløse dynamiske processer over en bred tidsskala fra relaksationsdynamik i nanosekundområdet til langsom kinetik (timer) og studere molekylære konformationer, interaktioner, dynamik og lokalisering. Studierne spænder fra billeddannelse af enkeltmolekyler i opløsning og på overflader til subcellulær og cellulær billeddannelse.
ASiMoF er placeret på Institut for Kemi.
Infrastrukturen er finansieret gennem en Research Infrastructure Grant fra Novo Nordisk Fonden med lektor Victoria Birkedal som hovedansøger og et kerneteam bestående af professor Peter Ogilby, professor Kurt Vestergaard Gothelf, professor Daniel Otzen og professor Poul Nissen.