Aarhus Universitets segl

Jule-stemning i glasværkstedet

Flammerne er tændt igen i glasblæserens værksted. Den unge tyske glasmester Jule Janssen er flyttet til Aarhus for at overtage Chris Kondrups tjans på Institut for Kemi som landets eneste videnskabelige glasblæser på et universitet.

Jule Janssen er den nye videnskabelige glasblæser på Institut for Kemi. Farven i brilleglasset er et didymiumfilter, som gør det muligt at se gennem gult blus, når glas smeltes over flammen

Den kunstfærdige glasblomst, som fæstner hendes hår i en knude i nakken, vidner om, at Jule Janssen ikke kun interesserer sig for glas til laboratorier. Hun har selv lavet den, endda i flere forskellige eksemplarer.

Det samme gælder de små finurlige glasfigurer, hun har udsmykket teknikernes frokoststue med i kælderen under Institut for Kemi. Og de detaljerede glasskulpturer af hænder, som hun elsker at lave.

Det er endnu en egenskab, hun har til fælles med sin forgænger i jobbet. Chris Kondrup lavede også kunstglas i sin fritid. 

Nu laver han slet ikke glas længere. På grund af en hjerneblødning forlod han AU i september 2024.

I sin 34 år lange karriere havde han gjort sig godt og grundigt uundværlig for forskerne og de studerende på Institut for Kemi. Han fulgte ikke bare forskernes specifikationer, når han skabte glasrør, kolber, beholdere osv. til dem – han var selv med til at udvikle dem.

Så instituttet gik straks i gang med at lede efter en afløser. I udlandet, for han var den sidste i sit fag i Danmark. 

Og det viste sig, at det ikke var svært at finde en. 

Kendte Chris i forvejen

Jule Janssen på 28 år er uddannet fra Staatliche Berufsschule für Glasberufe i den bayerske by Zwiesel, og har flere års erfaring både med serieproduktion af glasudstyr og specialfremstilling efter bestilling.

Hun var ganske vist ansat som teknisk glasblæser i en industrivirksomhed i Schweiz, men da stillingen blev slået op, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle afløse Chris Kondrup. 

Hun kender ham nemlig i forvejen. Da hun i sin tid var i gang med sin uddannelse som videnskabelig glasblæser, kom hun i praktik hos ham på Aarhus Universitet, og de har været venner lige siden. Og han opfordrede hende til at søge den.

Hun er i øvrigt glasmester, så hun kan selv tage lærlinge, hvis det skulle blive aktuelt.

Gennemsigtig glasverden

”Den gang havde jeg aldrig gættet, at jeg ville komme til at arbejde her. Det er ret cool. Verden er lille, og glasverdenen er endnu mindre. Men den er gennemsigtig, så at sige, og i denne branche kender alle Chris. Jeg selv har været i glasverdenen i otte år nu, og jeg håber, at jeg om 30 år også vil kende alle de andre glasfolk,” siger hun.

Jule Janssen blev ansat pr. 1. august 2025, men det har taget hende lang tid at indrette sig i værkstedet; faktisk er hun ikke helt færdig endnu. Derfor bringer vi først interviewet nu.

”Siden jeg kom hertil, har jeg mest udført reparationer af glas, og lavet glasgenstande til folk, som stort set vidste, hvad de ville have. Jeg har endnu ikke prøvet at være med til at udvikle nye ting, sådan som Chris gjorde. Men jeg ser frem til det. Det er derfor jeg valgte dette job,” siger hun.

Kompliceret og spændende

”Jeg er glad for, at folk tager sig tid til at fortælle, hvad de har behov for. Det er faktisk en stor fornøjelse. Det er kompliceret, men spændende. En videnskabelig glasblæser har brug for viden og færdigheder i mange forskellige discipliner – både inden for glas og videnskab. Men som nogen engang sagde til mig: ’Viden er også at vide, hvor man finder viden’. Så når man kender nogen, der ved det, er man allerede langt,” tilføjer hun.

Derfor glæder hun sig også over samarbejdet med kollegerne i instituttets maskinværksted, som ligger lidt nede ad gangen. Hvis hun vurderer, at noget bedre kan laves i metal, kan hun bare tage ”kunden” med hen til en af dem.

“De er denne direkte kontakt til slutbrugerne, som gør dette job sjovt og interessant. Og jeg glæder mig til at møde mange mennesker, der også interesserer sig for glas,” siger hun.


Du kan læse artiklen om Chris Kondrup og hans sidste glas her.

Og nedenfor kan du se flere af de billeder fra glasværkstedet, som AU Fotos Liv Lindhardt Rohde Larsen har skudt.