Aarhus Universitets segl

NMR-spektra og IR-spektra

Brug Spektraservice ved Institut for Kemi til at få 1H NMR-spektra eller IR-spektra af små organiske molekyler, som din klasse eller 3.g-elev selv har syntetiseret på jeres gymnasie.

OBS! Se her inden du sender en tilmeldingsplanket

  • Der må sendes en prøve pr. elev til SRP/SOP, samt en evt. kontrol.
  • Der måles kun et spektrum af en given analysemetode pr. prøve. Dvs. man kan godt få målt et NMR- og IR-spektrum af samme prøve, men ikke tre NMR-spektre af samme prøve. 
  • Vi forbeholder os retten til ikke at lave en NMR-analyse og IR-analyse af den indsendte prøve, hvis kvaliteten af prøven er for lav til at gennemføre analysen.
  • For at opnå en høj kvalititet skal prøven være så ren som mulig. Prøven kan være på både fast og flydende form, men det må ikke være et fast stof opløst i et opløsningsmiddel. 
  • Hvis flere hold i en klasse har gennemført samme syntese, laver vi kun IR-analyse af et enkelt synteseprodukt.

Jeg ønsker at indsende en prøve

1) Registrerer din henvendelse 

Link til tilmeldingsblanket

Systemet sender en automatisk kvittering, og når denne er modtaget er din tilmelding registreret, og vi afventer din prøve.

2) Klargør prøven

  • Rens synteseproduktet grundigt
  • Tør produktet grundigt! Produktet skal være fast form (pulver) eller flydende, men det må IKKE være opløst. 
  • Prøverne skal være pakket i en tætlukket beholder (helst af plast)
  • Prøvernes indhold skal markeres TYDELIGT
  • Erfaring viser at, der kan være udfordringer med kvaliteten af spektra for større molekyler (typisk over 250 g/mol). Her skal man være ekstra opmærksom på at få renset prøverne grundigt, da det ellers kan påvirke kvaliteten af de optagede spektra. Vi har bl.a. haft store udfordringer med penicilliner og kininer.

3) Klargør pakken

  • Udprint kvitteringen for din ansøgning og vedlæg pakken. Alternativt kan følgende information skrives på en seddel og vedlægges: Lærers fulde navn, emailadresse, Skole, Navn på stoffet i prøven. 
  • Udprint øvelsesvejledning og vedlæg i pakken. Alternativt skriv opløsningsmiddel, der har været anvendt.
  • Forsendelsen bør sendes i en æske og ikke i en kuvert, da disse nemt kan gå i stykker i postens sorteringsanlæg.
  • Sørg ALTID for at skrive afsender på forsendelsen
  • Det er altid afsenders ansvar at emballere og sende prøver forsvarligt!
  • Prøven sendes til

Institut for Kemi

Att.: Spektraservice

Langelandsgade 140

8000 Aarhus C

4) Hvornår modtager jeg spektrene?

  • Spektra vil blive tilsendt via mail ca. en uge efter modtagelsen af prøverne. Februar, marts, april er særligt travle perioder, hvor der kan forekomme længere ventetid på spektrene.
  • I tilmeldingsblanketten er det muligt at angive, hvornår I senest ønsker spektrene klar. Lav en realistisk vurdering, så vi bedre kan prioritere opgaverne i de særligt travle perioder omkring omkring SRP. 
  • Hvis spektret skal indgå i en SRP-opgave må du meget gerne notere det i kommentarfeltet i tilmeldingsmodulet. Her vil vi bestræbe os på at overholde 1 uges behandlingstid.

Øvrig information

Vi oprfordrer kraftigt til, at læreren forholder sig til de prøver, de sender afsted og tjekker, at de lever op til vores beskrivelse under 2) klargør prøven.

Hvis vi med et øjekast og vores erfaring kan se at den tilsendte prøve ikke vil give et brugbart NMR eller IR-spektre, gennemføres analysen ikke.

I vil ikke få prøverne sendt retur.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din prøve, skriv til besoegsservice@chem.au.dk. Skriv spektraservice i emnefeltet. Husk at angive dit fulde navn, mail du har angivet i tilmeldingsblanketten, gymnasieskole og stofnavn i mailen. 

Om NMR-spektra

1H-NMR er en spektroskopisk metode, der kan bruges til at identificere molekyler, idet ”hydrogen-skelettet” kan bestemmes. 

Ved 1H-NMR placeres prøven i et meget kraftigt magnetfelt, mens prøvens absorption af radiobølger måles. Resultatet af en 1H-NMR-måling er et spektrum, der beskriver hvilken frekvens af radiobølger, som 1H-atomkerner har absorberet. Den data-fil I modtager er et sådan NMR-spektrum.

Alle 1H-atomkernerne i et molekyle er i en eller anden grad omgivet af elektroner. Når et ydre magnetfelt påføres et molekyle, vil elektronerne, der bevæger sig rundt om kernen, danne et lille ”lokalt” magnetfelt. Disse små lokale magnetfelter modvirker det ydre magnetfelt. Man siger, at atomkernerne bliver skærmet af de omgivende elektroner. Når en atomkerne er meget "skærmet" af elektroner vil den absorbere en anden frekvens af radiobølger end en atomkerne der kun er lidt "skærmet". På den måde får man to forskellige signaler på sit NMR-spektrum, hvis der findes H-atomer, der er skærmet  på to forskellige måder.  Ved at analysere 1H-NMR-spektrummet kan I få information om hvilke hydrogenatomer, der er naboer og naboens naboer i molekylet og ud fra intensiteten af signalet kan antallet af hydrogenatomer på for eksempel et karbonatom bestemmes. 

Da NMR-spektrometrene bruges intensivt til både forskning og undervisning på Institut for Kemi er instrumenterne i høj grad automatiserede. Det betyder, at man sætter sin prøve i kø, så NMR-spektrum først bliver optaget, når maskinen er ledig.  Det betyder, at det ikke vil være muligt for gymnasieklassen at være med til optagelse af spektrene på deres egne prøver. Men vi viser gerne udstyret frem, så de kan se, hvordan prøverne placeres og forberedes. Sådanne aftaler skal laves gennem besøgsservice.

Det kan anbefales at bruge den japanske SDBS-spektrumdatabase til at tjekke spektre. Denne database indeholder også IR- og MS-spektra for en række organiske forbindelser.

Om IR-spektre

Ved IR-spektroskopi sendes infrarødt lys (IR) med forskellige bølgelængder ind på det stof, man gerne vil analysere. Sådan undersøges hvilke bølgelængder stoffet absorberer. Forskellige funktionelle grupper f.eks. alkylgrupper, alkoholer, carboxylsyrer og ketoner absorberer forskellige bølgelængder af infrarødt lys og hver funktionel gruppe har dermed deres eget "IR-fingeraftryk”. IR-spektret kan derfor afsløre hvilke funktionelle gruppe, der er tilstede i dit molekyle. Det kan bruges til at beskrive molekylets struktur eller bekræfte at en given binding er brudt eller dannet under en kemisk reaktion. 

IR-spektroskopi kan udføres på prøver I indsender, og det er også muligt at lave IR-spektroskopi på de synteseprodukter I får lavet under et klassebesøg i vores besøgsservice. Kontakt besøgsservice, hvis I ønsker at lave et besøg, hvor I prøver at bruge IR-spektroskopi. 

Det kan anbefales at bruge den japanske SDBS-spektrumdatabase til at tjekke spektre. Denne database indeholder også NMR- og MS-spektre for en række organiske forbindelser.