Aarhus Universitets segl

Professor, dr.phil. Svend Erik Rasmussen (1925–2026)

Professor, dr.phil. Svend Erik Rasmussen, er død den 3. april 2026, 100 år gammel. Svend Erik var en af de oprindelige professorer ved Institut for Kemi’s grundlæggelse i 1960, og han satte et kæmpe aftryk både på Aarhus Universitet og dansk kemi.

Svend Erik blev født den 19. november 1925 i Esbjerg og han blev mag.scient. i kemi fra Københavns Universitet i 1950. Efter kortere ansættelser ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Københavns Universitet studerede han et år på Queens College i Dundee inden han blev ansat på Danmarks Tekniske Højskole (nu DTU) i 1952. Han blev professor i uorganisk Kemi på Aarhus Universitet i 1959, hvor han etablerede mange forskningsfelter indtil sin pension i 1995. Efter sin formelle pensionering fortsatte han sit akademiske virke som professor emeritus ved Institut for Geoscience helt frem til 2017. Han blev optaget i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i 1981.

Svend Erik erhvervede sin doktorgrad i 1960, og hans forskning fokuserede især på krystallografiske undersøgelser af uorganiske forbindelser. Han brugte meget tidligt computerberegninger i kemisk forskning og det var under Svend Erik’s ledelse at Dansk krystallografi i 1960’erne og 1970’erne blomsterede og fik stor international anerkendelse. Måling af nøjagtige røntgendiffraktionsdata muliggjorde bestemmelse af molekylers og krystallers atomare strukturer, og disse dannede et grundlag for den moderne kemi idet man nu kvantitativt kunne identificere og dermed diskutere mangfoldige kemiske vekselvirkninger. Uorganisk afdeling brugte i disse år et fast motorcykelbud til at bringe hulkort og datastrimler til Tirstrup lufthavn, hvorfra de blev bragt til den danske elektronregnemaskine i København for at beregne de mange krystallografiske Fouriertransformationer! 

Med ansættelse af fremragende videnskabeligt og teknisk personale opbyggede Svend Erik’s uorganiske afdeling en omfattende instrumentpark og stor forskningsaktivitet især indenfor faststofkemi. Han grundlagde instituttets stærke tradition for enestående mekanik- og elektronik-værksteder til udvikling af unikt videnskabeligt udstyr. 

Han involverede også med tidligt udsyn Aarhus Universitet i udnyttelsen af kernereaktor DR3 på forskningscenter Risø ved at skaffe midler og mandskab til her at bygge og drive et neutrondiffraktometer til avanceret krystallografisk forskning. Senere var Svend Erik primus motor i dannelsen af en selvstændig afdeling for analytisk kemi på instituttet. I tider hvor fastansattes videnskabelige arbejde blev finansieret af annuumsbevillinger, var Svend Erik eminent god til at supplere aktiviteterne ved at opnå eksterne forskningsbevillinger. 

Han gik altid nye veje, og etablerede tætte kontakter til danske industrivirksomheder for hvem han ved indtægtsdækket virksomhed udførte avancerede videnskabelige målinger. 

Svend Erik havde stærk tilknytning til især franske forskningsmiljøer og han blev i 1980 udnævnt til Officier dans l’Ordre des Palmes Académiques. Som studerende mærkede man direkte hans insisteren på klassisk dannelse og udsyn, idet han ofte underviste efter kemiske lærebøger på såvel engelsk som tysk eller fransk. Han bidrog i mange år til den almene videnskabsformidling som forfatter til et stort antal artikler i Den Store Danske Encyklopædi og Lex. Svend Erik havde et omfattende internationalt videnskabeligt netværk, og han bestred en række tillidsposter, herunder posten som generalsekretær for International Union of Crystallography. Svend Erik talte aldrig højt, men han havde en forbløffende evne til at få folk til at lytte til sin sagte tale.

Privat var Svend Erik gift med finske Dorrit i 73 år, og de levede i tæt parløb gennem et langt liv. De var begge fremragende skiløbere og selv da de var langt oppe i firserne kunne man hyppigt finde dem på europæiske alpine skiløjper. 

Svend Erik Rasmussen efterlader sig et imponerende videnskabeligt livsværk, og vi mindes med sorg en nysgerrig, modig og engageret forsker og underviser i kemi, en fremragende faglig leder, et menneske med dyb loyalitet over for andre, samt hans ukuelige indsats for Aarhus Universitet.

Æret være Svend Erik’s minde