Institut for Kemi ønsker at invitere til en festlig begivenhed med fokus på afgangsstuderende og alumner efter en lang periode med nedlukning af universitetet. Det seneste år har været udfordrende for både studerende og erhvervsliv. Muligheden for at ”netværke” har været fraværende, og vi håber derfor at genstarte relationerne.
I løbet af det seneste år har det heller ikke været muligt at anerkende og fejre alle, der har afsluttet deres speciale eller ph.d.-studie på universitetet. Disse ønsker vi nu at fejre med et særligt tillykke og med velkomst i alumnenetværket som ny alumne fra Aarhus Universitet. Dette foregår i Auditorium I, under overrækkelse af en lille alumnegave, med ønsket om et fortsat godt samarbejde og kontakt til alumnemiljøet.
Til sidst vil instituttet byde på en hyggelig netværksmiddag, hvor der er rig mulighed for at gense tidligere studiekammerater og vejledere og at lære den næste generation af dygtige kemikere at kende.
Alumnedag 2021 afholdes fredag d. 3. september fra 13:00 til sen aften på Institut for Kemi, Langelandsgade 140, 8000 Aarhus C.
Dagsprogrammet vil foregå i Auditorium I og Auditorium VI.
13:00-13:10: Velkomst v. Birgit Schiøtt, institutleder
13:10-14:10: Oplæg v. 3 alumner
14:10-14:45: Overrækkelse af alumnegave til dimittender, som har færdiggjort deres uddannelse under nedlukningen (speciale og ph.d.)
14:45-16:00: Kaffe og kage, samt jobmesse
16:00-17:00: Gensyn med Kemishow
17:30-19:00: Reception og spisning i Kemisk Kantine
19:00- : Fredagsbar med Alkymia – med nuværende studerende
Tilmeldingen er lukket.
Vi vil rigtig gerne hjælpe vores kommende dimittender godt på vej ud på arbejdsmarkedet og har derfor brug for, at nogle alumner har lyst til at dele lidt ud af deres erfaringer. Det foregår helt uformelt med snak og hygge, kaffe og kage om eftermiddagen til vores lille jobmesse. Her vil vi gerne lave nogle små "stationer" i Aud VI, hvor I kan stå og fortælle om jeres job og vejen dertil, til interesserede studerende. Det kræver derfor ikke noget særligt, andet end lyst til at hjælpe kommende kemikere/medicinalkemikere på vej. Du må selvfølgelig gerne medbringe materiale, visitkort eller andet, men det er slet ikke noget krav. Vi sørger for et navneskilt med firmanavn på.
Hvis du ønsker at hjælpe til, kan du gøre opmærksom på dette i din tilmelding til arrangementet.
Vi opfordrer ligeledes nuværende VIP'er til at tage fat i tidligere studerende og høre, om de kunne være interesseret i at optage en "station" på jobmessen.