Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

NMR- og IR-spektreservice

NMR-service

Institut for Kemi tilbyder en NMR-service til gymnasieskolerne, hvor vi kan optage 1H NMR-spektre af små organiske molekyler.

Med NMR påvirkes atomkernerne i molekylet, og metoden er særligt velegnet til kernerne i hydrogen og carbon og dermed til organiske forbindelser. Resultatet af en NMR-måling er information om, hvilke atomer (hhv. hydrogen eller carbon,) der er naboer og naboens naboer i molekylet, hvilket – når hele kabalen lægges op – giver grundlag for, at man kan stykke hele strukturen af molekylet sammen.

Der har gennem de seneste år været en stigende efterspørgsel fra gymnasierne om muligheden for optagelse af NMR-spektre, hvilket vi prøver at imødekomme med dette initiativ.

Da NMR-spektrometrene bruges intensivt til både forskning og undervisning på Institut for Kemi, kan vi kun bruge spektrometrene til NMR-servicen i aftentimerne nogle få dage om måneden. Derfor vil det som udgangspunkt ikke være muligt for gymnasieklassen at være med til optagelse af spektrene. Sådanne aftaler skal laves gennem besøgsservice.

Det kan anbefales at bruge den japanske SDBS-spektrumdatabase til at tjekke spektre. Denne database indeholder også IR- og MS-spektre for en række organiske forbindelser.

IR-service

Ved IR-spektroskopi sender man infrarødt lys med forskellige bølgelængder ind på det stof, man gerne vil analysere, og ser på, hvilke bølgelængder der absorberes. Forskellige kemiske grupper (f.eks. alkylgrupper, alkoholer, carboxylsyrer, ketoner, etc.) har hvert sit ”fingeraftryk” for, hvordan de absorberer infrarødt lys, og IR-spektret kan derfor afsløre tilstedeværelsen (eller fraværet) af sådanne grupper i forbindelsen.

Henvendelse

Ønsker du at gøre brug af vores service, bedes du udfylde denne blanket:

Link til tilmeldingsblanket

Systemet sender en automatisk kvittering, og når denne er modtaget er din tilmelding registreret, og vi afventer din prøve.

Det er vigtigt, at du altid husker at sende eller medbringe dine prøver forsvarligt.

Forsendelse af prøver

Ved forsendelse af prøver skal følgende opfyldes:

  • Prøven/prøverne skal være pakket i et tætlukket beholder (helst af plast)
  • Prøvens/prøvernes indhold skal markeres TYDELIGT
  • Forsendelsen bør sendes i en æske og ikke i en kuvert, da disse nemt kan gå i stykker i postens sorteringsanlæg
  • Den ansvarshavende undervisers navn og emailadresse skal oplyses, da det er sådan, ansøgnings-blanket kædes sammen med modtagne prøver
  • Sørg ALTID for at skrive afsender på forsendelsen

Det er altid afsenders ansvar at emballere og sende prøver forsvarligt!

 

Prøven sendes til:

Institut for Kemi
Att.: Spektreservice
Langelandsgade 140
8000 Aarhus C

Tidshorisont

Vi bestræber os på, at spektrene tilsendes efter ca. én uge.