Aarhus Universitets segl

Analyse af koffein i drikkevarer med HPLC

Handler dit 3.g-projekt om eksempelvis koffein, energidrikke eller naturlægemidler? Eller ønsker du blot at vise noget af den spændende matematik der er på spil i den kemiske analysemetode High-Performance Liquid Chromatography (HPLC) - så meld dig til denne holdøvelse. 

Vi ved alle, at der er koffein i både kaffe og te, men hvor meget? Er der forskel på koffein-indholdet i forskellige kaffe- eller tesorter? Hvordan forholder en ”stærk” brygget kaffe sig til grænseværdien for, hvor meget koffein vi maksimalt bør indtage dagligt? Holder ”koffeinfri kaffe”, hvad det lover? Og hvordan er det egentlig med koffeinindholdet i energidrikke? Alt dette og meget mere kan du undersøge i denne holdøvelse.

Øvelsen kort fortalt

Denne øvelse giver dig indblik i, hvordan kemisk analyse foregår, mens de laver deres egen undersøgelse af koffeinindholdet i en medbragt drikkevare.

Du er meget velkommen til at medbringe en koffeinholdig drikkevare, som du selv har fremstillet på din skole - eller du kan analysere på kaffe og te, sodavand og energidrikke, som du blot har købt. Du kan dog ikke analysere produkter med mælk eller andre fortykningsmidler, såsom kakaomælk og protein-shakes.

Koffeinindholdet bestemmes ved brug af High-Performance Liquid Chromatography (HPLC), og foregår i to dele: Først klargøres prøven og der fremstilles en række standardopløsninger med en kendt koncentration af koffein. Herefter køres prøven og standardopløsningerne på HPLC'en. 

Generelt om SRP-holdøvelser og SOP-holdøvelser på Institut for Kemi

  • Universitetsmedarbejdere står for undervisning og støtte på dagen for holdøvelsen, men kan ikke indgå i efterfølgende sparring. Diskussion af resultater skal således finde sted på dagen for besøget.  
  • Vi kan desværre ikke tilbyde uddybende materiale til projekterne eller baggrundsmateriale omkring metoder og instrumenter - dette forventer vi, at gymnasielæreren hjælper med
  • Det er gymnasielærerens ansvar at udarbejde opgaveformuleringen og synliggøre sammenhængen mellem det eksperimentelle arbejde og opgaveformuleringen.
  • Der tages forbehold for instrumentnedbrud og uforudsete hændelser. I sådanne tilfælde vil der så vidt muligt blive udleveret data fra tidligere forsøg.
  • Holdøvelser og forskningspraktik i forbindelse med SRP eller SOP foregår på Institut for Kemi ved Aarhus Universitet. Adressen er: Langelandsgade 140, Bygninger 1510-1516, 8000 Aarhus C