Aarhus Universitets segl

Energi i fremtiden

Hvordan får vi energi nok i fremtiden?

I fremtiden har vi også brug for energi! Men nutidens energiforsyning er ikke bæredygtig, og vi har brug for ny viden og teknologi hvis vi vil have energi til fremtidens samfund. Denne SOP-holdøvelse er for dig, der gerne vil blive klogere på udfordringer og løsninger for fremtidens energiforsyning. Du vil eksempelvis høre om batteriers rolle i den grønne omstilling. De fleste batterier laves nemlig i dag af grundstoffer, som er meget sjældne - f.eks. kobolt, nikkel og litium. Du vil også høre om hvordan vi kan lagre energi i kemiske molekyler vha power-2-x, og hvordan superledere kan bruges både til energiopbevaring og transportsektoren.

Dagen vil give dig et bredt overblik og du vil desuden lave to mindre eksperimentelle øvelser, der omhandler genopladelige batterier og superledere. En programskitse ses nedenfor, men ændringer kan forekomme.

Dagen er for dig, der eksempelvis vil lave SOP om elbiler, vindmøller, power-2-x, superledere, højhastighedstog, energikrisen, bæredygtighed og råstofmangel.

Programskitse

  1. Velkomst
  2. Oplæg om energiudfodringer og -løsninger i fremtidens samfund.
  3. Eksperimentelt: Byg dit eget genopladelige batteri del I - Opbygningen
  4. Fagligt oplæg om bæredygtige batterier - inklusiv udlevering og snak om grafer over op-og afladning af genopladelige batterier. 
  5. Eksperimentelt: Byg dit eget genopladelige batteri del II - op-og afladning - hvordan påvirker det batteriet? ( skal nok pilles ud pga tidsmangel)
  6. Frokost
  7. Oplæg om power-2-X og superledere
  8. Eksperimentelt: Bestem den kristiske temperatur for to forskellige superledere
  9. Afslutning og diskussion - hvad kan vi gøre for at imødekomme fremtidens udfodringer?

Dagen varer fra 9.00 til 16.00

Det eksperimentelle arbejde: Bestem den kritiske temperatur for en superleder

I denne øvelse bestemmer du den kritiske temperatur, hvor to forskellige superledende materialer bliver superledende. Superlederen nedkøles med flydende kvælstof. Temperaturen bestemmes ved hjælp af en platin-resistor, der har en meget velbeskrevet resisitivtet ved en given temperatur. Dertil bruges bruges multimeteret på billedet. Under nedkølingen undersøges hvornår magneten oven på superlederen begynder at "svæve", og derved bestemmes den kritiske temperatur.

Det eksperimentelle arbejde: Byg dit eget genopladelige batteri

I denne øvelse samler du selv et genopladeligt batteri, og ser hvilke elementer, anode, katode, elektrolyt osv, der indgår i et moderne batteri. I måler hvilespændingen og undersøger om batteriet kan få LED-pærer til at lyse. Derudover sættes batterierne til at oplade og aflade mange gange på kort tid, og I måler, hvordan batteriets evne til at opbevare energi forringes, når det er blevet afladet og genopladet mange gange.